III. skrolle, v. [ˈsgrωlə] (ogs. (tidligere) skrevet skrolde (Thorsen.171. jf. MDL.502. VSO.VI.444) ell. skraalle (Harboe.MarO.368. OpfB.¹II.532. IdrætsB.I.375). – nu næppe br. skrulle. MDL.502 (u. skrylde). jf.: skrolle, udtales sædv: skrulle. CollO.). -ede. (ænyd. skrolde, no. skrolle; vel sideform til no. dial. skolla, fylde meget, sv. dial. skolla, skulla, fortone sig, skifte (farve), flimre olgn., oldn. skolla, hvorom se skylle; jf. skrylle og skylle i lign. bet.; sml. I. Skrolle) 1) (nu sj. i alm. rigsspr., jf. “Dagl. Tale.” MO.) optage megen plads, fylde meget, især: uden at have en tilsvarende vægt; tegne sig stort og vældigt, rage højt op (mod himlen), især: (p. gr. af synsbedrag, øjenforblændelse, luftens beskaffenhed olgn.) tage sig større ell. højere ud, end det egl. er; ofte (, gldgs.) om fartøj ell. landstrækning (set fra søen). Amberg. *Finnen (dvs.: et finsk skib) derhenne, | Skjøndt den er bygget af Fyrr, skroller dog altid endeel. Meisling.B.36. (skibet) blev endog antaget for en Tredækker, da det var malet med 3 brede Gange og skraallede høit paa Vandet. ArchivSøvæsen.XII.184. Det er ikke saameget som det skroller til. VSO. Havet siges i Vensyssel: At skrolde, naar det, formedelst Straalebrækningen synes høiere, end det virkeligt er. smst. IdrætsB.I. 375. Feilb.   i forb. skrolle op. Cit.ca.1750. (NkS8°183b.[110]). om fartøj: ligge højt paa vandet. OrdbS. 2) i videre anv., dels (dial.) om ting: falde stærkt i øjnene p. gr. af skrigende farver. Feilb. dels (nu næppe br.) om ord, udtalelser olgn.: tage sig ud, lyde paa en vis maade, især: tage sig ud af mere, end de egl. indeholder. Vi have . . erhvervet os en stor Færdighed i at sige hinanden smukke Ting . . Complimenten skroller endnu bedre i det Latinske. Men vi tør ikke anføre det Latinske af Frygt for Realisterne. NCØst.Materialier.(1836).681. Var jeg kommen til at gjentage min Udgave (dvs.: af Schack Staffeldts digte) i en modnere Alder, vilde jeg have . . reduceret og sammentrængt de vidtløftige og skrollende Anmærkninger. Lieb.O.35.

  IV. skrolle, v. [ˈsgrωlə] -ede. (no. dial. skrolla, isl. skrolla; besl. m. no. dial. skrella, se III. skralde; jf. II. skraale; dial. (ell. som laan fra no.)) frembringe en høj, skingrende lyd; skrige; ogs.: larme; støje. “Hvad var det forresten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne?” . . “Aa, det er nogen Dyr, der skroller.” JV Jens.FD.94. Feilb. (skrulle. se ndf.). ældre: Rossing sang Recitativet, med en vaklende, trillende/skrullende, affekteret og tyskagtig Stemme. Rask.Br.I.87 (år 1812 ).   

skrollet, skrolsk, se u. I. Skrulle.