I. Skose, en. [ˈsgo·sə] (tidligere ogs. (m. fr. stavemaade) Chose. Holb.Bars.II.4. sa. Hex.IV.2. Mossin.Term.771. BHBech.Det unge Menneske efterModen.(1786).49. – m. ty. stavemaade Schose. Rostgaard.Lex.S120b). flt. -r. (ænyd. chose i bet. 1 (SørenMatthisen. Compendium Arithmeticum.(1697).329), sv. schåser (schoser, choser), løjer, (hunde)-kunster olgn., no. dial. skosa, fortælling, historie, ty. chose, schose, (pinlig, ubehagelig) sag; vistnok fra fr. chose, ting mfl., der dog ikke sikkert vides at være brugt i bet. 2-3 (se nærmere HAPaludan.SM.91f.); m. h. t. bet. 2 jf. nt. schosen, gale streger, der maaske er et andet ord; bet. 3 er muligvis udviklet (paa dansk?) af bet. 2, men kan ogsaa være dannet til II. skose 2) 1) † Skose . . Er af fransk. kaldes ting. tingest. Moth.Conv.S217. jf. bet. 2-3: (Fieldings Joseph Andrews) er (ikke) en blot Sammenflikning af nogle latterlige Skoser, men Forfatteren har heri foretaget sig den Engelske Nations Skikke, Dyder, Laster og Leve-Maade . . til Afhandling. LTid.1744. 732. 2) † i flt.: løjer. Hand er fuld af Schoser. Rostgaard.Lex.S120b. 3) (nu lidt gldgs.) (tilsyneladende uskyldig) ytring, der (paa underfundig vis) tilsigter at latterliggøre, spotte, nedsætte, krænke en; spydighed; spotteglose; finte (I.2.2); stikpille. (ofte i forb. som give ell. sige (Lauesen. MF.75) en en skose). Holb.Bars.II.4. Falst.42. *Du vil nok give mig en Skose . . | Fordi at mine Fødder er saa store? Oehl. PSkr.II.389. (han) betalde en stor Grovhed med en meget fiin Skose. Grundtv.Saxo. I.251. “Skal det være en Skose til mig?” – “Aa nei, jeg veed nok hvem jeg sigter til.” Hrz.XVII.295. der er Andre, af hvilke jeg maa døje Skoser, fordi jeg ikke kan blive gift med Jensen. VortLand.¹⁰/₈1905.1.sp.2. Jeg har kun snakke til ham en eneste Gang og da ga jeg ham min Sandten en fin Skose . . “Du er Fanden gale mig en stor Kæltring”, sagde jeg, og det vaar leje til det satte sig i ham. Men det vaar naa osse en fin Skose. Korch.Godtfolk.(1920).57. Feilb. uegl.: *Al Fryd forgaaer | Tit giver os Skiebnens Vid en Skose. Oehl.Digte.(1803).159. *En fik Adonis' Skjønhed, men til Skose | Gav ham Naturen kun en fattig Aand. PalM.I.38.   i forb. m. ord af lign. bet. raillere med andre, ved Choser og Gluffer at opirre dem. Mossin. Term.771. *mangen bitter Skose, | Og saltet Spot, og pebret Glose. Bagges.SkR.186. skoser og gloser. Feilb.

II. skose. v. [ˈsgo·sə] (tidligere ogs. chose. FrHorn.PM.38. Mossin. Term.157.725). -ede. vbs. (sj.) -ning (vAph. (1764). Amberg.), jf. Skoseri. (vistnok dannet til I. Skose (2-3); i bet. 2 dog muligvis fra fr. † choser, skælde ud, jf. den dial. sideform skosere (UfF.; sjæll.); i bet. 1 foreligger muligvis et andet ord, jf. I. Skose 2, ty. dial. schoseln, schossieren, lave løjer, samt (?) da. dial. skaase, skaate, skas(s)e, le højt, larme (se Moth.S255. MDL. Feilb.)) 1) (sj.) gøre sig lystig; more sig. *Nu er da Herr Balaam Ridder, nu han lever, som de fleste, | Taer sin Pæl, og giør sig lystig, veed at skose (eng. orig.: cracks his jokes) som den beste. Lous. Pope.69. 2) (nu lidt gldgs.) give en skose; være spydig over for; rette bebrejdelser mod; spotte; stikle til; raillere (over).    2.1) m. h. t. person. (ofte i forb. som skose (en) for noget). Ew.(1914).II.215. vil Du skose mig, fordi jeg ikke var hjemme? Oehl. Er.I.178. Grundtv.Udv.VI.14. Direktøren skoser Borgerrepræsentationen, fordi den ikke . . nedsætter Sporvejstaksterne. Pol.¹⁶/₁₁ 1921.6.sp.2.   (l. br.) uden obj., i forb. m. præp. at raillere og chose over alle. Mossin. Term.725. skose paa hinanden. D&H. Der blev skoset til dem. AndNx.DM.I.25.   i (rimende) modsætningsforb. m. rose (jf. u. II. rose 1.1). *den, som ikkun for sin Styrke, Mood vil roeses, | Fortiener sandelig af alle Folk at choses. FrHorn.PM.38. *Alle (vil) gierne roses; | Og ingen holder af at skoses. Bagges.SkR.37. Blich.(1920).VI.121.   (sj.) præs. part. brugt som adj.: spodsk; satirisk. vAph.(1759). Leth.(1800).156 (u. skoptisk).    2.2) (l. br.) m. h. t. ting ell. forhold. (jeg vil) ikke mere skose Ægtestanden. Skuesp.X.236. Sødb. GD.62. jf.: (han) skosede . . sin Lykke, ved i den usleste Stilling at vise sig fra den meest glimrende Side. Grundtv.Saxo.II.284. i modsætn.-forb. m. rose: *(jeg skal) godtgjøre | Hvorfor den (dvs.: bogen) maa røre, | Hvorfor den maa roses, | Hvis ei jeg faaer høre . . | At Bogen skal skoses. PalM.V.180.