I. Skør, subst. (en: VSO. et: Rask. FynskeBS.52). (ogs. Skyr. se ndf.). (glda. skyr (Harp.Kr.215), sv. dial. skyr, skör (m., n.), no. skyr, skjør (n.), oldn. isl. skyr (n.); til IV. skære 12 (jf. oldn. skerask, dele sig, sv. skära sig, om mælk: blive sur, løbe sammen); jf. III. skør, IV. skøre og Skørost samt Skørbug, II. Skør, IV. skør; nu dial. ell. om no.-isl. forhold) sammenløben mælk; tykmælk. god kølig Sommer-Kost . . tillavet af Skiør eller suur Mælk. HStrøm. Søndmør.I.(1762).548. VSO. Rask.Fynske BS.52. UfF.   ogs. om en islandsk sommermælkeret, der minder om oplagt mælk. Landhuushold.IV.121. PEMüll.Isl.182. især i formen Skyr: Benedicte.Smaaskizzer fra enIslandsreise.(1869).178. Kemisk-tekniskHaand¤ bog.(1938).128.

VIII. skøre, v. [ˈsgø·rə, ˈʃø·rə] (skyre [ˈsgy·rə, ˈʃy·rə] VSO.). -ede. (sv. dial. sköra, rage op i ilden, no. dial. skjøra; fra nt. schören, hty. schüren, fyre op, egl.: drive, skubbe frem(ad); besl. m. oldn. skora, gnave (ved gnidning), (op)ægge olgn.; jf. koldskøre) ⚙ røgte fyret i en (glas)ovn (rage slagger ud, indlægge mængen i ovnen olgn.). hertil:

II. Skør, en (HesteL.(1703).C4^v. jf. Negleskør) ell. et (Moth.S430. Høysg.AG. 34.138. CPont.HR.73. JPJacobs.Manes.III. 94). skjø̂r. Høysg.AG.34.138. (Skøre. Brenderup.§§59.161). (ænyd. d. s.; rimeligvis dels (vbs.) til æda. skyria, gøre indsnit (se V. skøre), dels (som sideform til Skurd) d. s. s. glda. skyrdh, æda. skyrth (Brøndum-Nielsen. GG.I.343), sv. skörd, høst (sv. dial. skör, skyr, (af)savning, indskæring); af IV. skære; jf. Opskør og II. Skaar, I-II. Skure, I. Skør, III. skør; nu næsten kun dial.) 1) handlingen at skære; snit (med en kniv olgn.); ogs. spec.: afskæring af korn; høst (se Skør-gilde, -grød). hver (deltager i sælfangsten har ved flensningen) sin vel skarpe Kniv i den høire og en liden Krænghag i den venstre Haand, hvormed han holder imod Skiøret af Kniven. CPont.HR.73. et hug med leen i kornet: Feilb.III.354. jf.: (sankt) Felix har han alt i sin Ungdom ofret den voxne Alders Førstegrøde og ved det rituelle Skæg-Skør viet ham sit Liv. JPJacobs.Manes.III.94. 2) noget ved skæring frembragt.    2.1) (jf. Negleskør) ved skæring frembragt indsnit (skaar, savspor, saar). Moth.S430. skier (hesten) en Skør i Spitzen af Halen, at det bløder. HesteL.(1703).C4^v. At læge Hug og Skør. Cit.ca.1820.(Krist. GamleRaad.(1922).250). Feilb.III.354. Fr Grundtv.LK.45. Brenderup.§§59.161.    2.2) (jf. Museskør) noget afskaaret (noget afklippet, et afsavet træstykke, savspaaner olgn.). (jeg) havde med mig første-grøde og tiende af det, som blev til, og første skøer (1871: den første Uld). Tob.1.6(Chr.VI). Moth.S 430. DSt.1918.71.    2.3) ting, hvoraf (ell. sted, hvor) noget er afskaaret; om tørveskær: Lyng-Hugst og Fladtørv-Skiør kan paa 6 til 8 Aar voxe til igien. JPPrahl.AC 100.

III. skør, adj. (dannet til IV. skære (paa lign. maade som I. Skør) ell. af I. Skør (fra ssgr. som Skør-mælk, -ost); jf. IV. skøre, I. skørne; nu kun dial.) om mælk olgn.: sammenløben; tyk; sur. Feilb. UfF.   skør ost, d. s. s. Skørost. Hun er vant til at leve ved ringe Kost, en Skee fuld suur Melk og skiør Ost. KomGrønneg.I.85. jf.: Jeg vil have sŷf skilling og en skø̂r ost derfor (dvs.: jeg vil ikke sælge det). Moth.S990.

IV. skør, adj. [sgø^?r] intk. -t ell. (nu ikke i rigsspr.) d. s. (KomGrønneg.II.257); (arkais.) gl. bøjningsform (egl. akk. m. ent.) -en (*Verdens Levnet er ligerviis | Som Huset, bygget paa skjøren Is. Gamle ogNye Psalmer,udv.afPHjort.(1840).308. jf. SalmHj. 635.3). (ænyd. d. s. (glda. d. s. i bet.: ukysk, utugtig; se Skør-hed, -levned), sv. skör, no. skjør (no. dial. skøyr, ogs. skyr ofl.), nt. schör; rimeligvis besl. m. IV. skære (i nord. muligvis som laan fra nt.; jf. mnt. schoren, sønderrive(s), sønderbryde(s); se VII. skøre); jf. VIII. skær) 1) om (forholdsvis) fast ell. haard ting (masse olgn.): som har ringe sammenhængskraft, ringe modstandsevne over for tryk, stød, træk olgn. og derfor (ved saadan paavirkning) er tilbøjelig til at skilles ad, er let at bryde (over ell. itu) osv.    1.1) med forestilling om beskaffenhed, der gør tingen (særlig) egnet til sit formaal.   (jf. VIII. skær 2.2) om noget spiseligt: let at sønderdele (med tænderne, kniven olgn.); let at tygge; ogs.: sprød. Moth.S436. Du skal have en Kop Kaffe og en Knægt og en Bitte skørt (dvs.: lækker mad, steg olgn.). MHans. (Svendb Amt.1922.89). Kværnd. i rigsspr. især om (fast, haard) frugt, grønsager olgn.: skør lysegrøn Salat. ERode.JM.21. Radiser saa skøre som Glas. Hjemmet.¹⁹/₃1940. 10.sp.1. det er et dejlig skørt æble ┆ (dial.) om kød: mør (1.2). Feilb. UfF.   (nu spec. fagl.: landbr., gart., forst.) om (muld)jord olgn.: ikke fast sammenhængende; løs (og muldet); egnet til behandling (med spade, plov osv.) og udnyttelse (dyrkning). man (havde) lært, at en skiørere og bedre rensed Jord . . gav fyldigere Frugter end en fastere. Kraft.VF.169. jeg har renset Dyndet af adskillige Huller og lagt det paa min Jord, deraf er den bleven muldet og skiør. Adr.²²/₁1762. sp.1. de pene Smaablomster myldrede frem af den skiøre, lune Jord. Oehl.PSkr.II.11. Schaldem.HB.I.7. CVaupell.S.69. Hindbær trives bedst i næringsrig Jord med et godt Lag skør Muld. Hjemmet.³/₉1929.29.sp.1.    1.2) som udtryk for en uønsket egenskab: som ikke har megen (ell. den ønskede, rette) sammenhængskraft, modstandsevne (over for tryk osv.), soliditet, holdbarhed (ved brugen); som let brydes itu (ved en ringe formforandring), let brister, slaas, rives itu olgn. (landmænd, der har lidt tab) ere nu som skiøre Egg, der ikke taale at røres meget ved. Holb.Qvægs.400. deres Hjelme var skjøre under det blinkende Sværd. Ew.(1914).V.147. Agerbech.FA.I.15(se u. ludderig). Skjør Stengel (Caulis rigidus) naar den er saa stiv, at den ikke lader sig bøje uden at brækkes. CGRafn.Flora.I.56. *De Fleste . . sigted i Gabet (dvs.: paa lindormen) | Der mødte Tænderne Stangen . . | Og knækked den, som det skiøreste Rør. Oehl.RL.(1849).50. *Dejligste Roser har stiveste Torne, | Skjørest er gjærne det klareste Glar. Grundtv.SS.V.561. Tøiet er blevet skiørt ved at farves. MO. Som en skjør (ChrVI: braadden; 1931: ormstukken) Tand, og en Fod, der snubler, er Tillid til den Troløse. Ords.25.19. Jeg skar mig lidt til Morgen, da jeg barberede mig, min Hud er saa skør. AAndreasen.DN.69. skørt liv, se Liv 13.5. det er skørt, det skidt, sagde degnen om drengens øre, se I. Skidt 3.1. skør pil,  Salix fragilis L. (hvis grene er retvinklet udspærrede og let brækkes af i vinklen; jf. Skørpil samt Knækpil). Funke. (1801).II.117. MentzO.Bill.²III.315.   spec. (jf. blaa-, kold-, raa-, rødskør ofl.) ⚙ om metal olgn. vAph.Chym.III.324. Mangler et Metal Sejhed, det vil sige, at dets Elasticitetsgrænse ligger nær ved dets Brudgrænse, kaldes det skjørt. Wagn.Tekn.103. 2) overf. anv., især af bet. 1.2.    2.1) (især ) om noget sart, fint, spinkelt olgn., der sammenlignes med (skrøbeligt) porcelæn, glas osv. Skør og fin som Porcellæn var Cloe. EmilRasm.DL.19. Meget varsom og skør er Olaf Hansens Poesi. Rimest.DF.129.   (dial.) sart; blufærdig; følsom for smerte. Feilb.   om lyd (stemme): spinkel, sprød, bristende olgn. *en Røst, der savner | Klokkemalmen . . | og hvis Klang . . | dirrer skør og ender brusten. Blaum.Sk.I. man (saa ofte den gamle fisker) sidde i Solskinnet uden for Huset med en hvidtoppet Unge paa hvert Knæ og synge for dem med sin skøre Røst. AlbaSchwartz.Skagen.II.(1913). 82.    2.2) (jf. bet. 2.3; især ) om forhold, tilstand olgn.: som ikke har den normale (rette, ønskede, ventede) styrke, modstandskraft olgn.; skrøbelig; svag; ogs.: forgængelig; upaalidelig. *Saa skiør er Verdens Fryd, naar mindste Vanheld trykker. Stub.106. *Skjør som Glasrude | Er Vaartidens Lyst. Grundtv. PS.VII.157. *Livsalige Land . . | Hvor Lykken er skinnende klar, men ej skør. sa. SS.IV.322. *Hun er . . | Saa falsk, som Iis paa Mosen, og skjør, som Rudeglas. Winth. D.(1832).274. Mit Helbred var endnu skørt. BMünter.E.I.118. jf. bet. 2.3: *Hedt var mit Blod, og skørt var mit Hjerte. Drachm. D.16.   (sj.) om søvn: ikke fast, tryg, rolig. hele Natten laae jeg i en skjør Søvn for at vaagne betids. HCAnd.BC.III.357.   (jæg.) om vildt: som ikke ligger fast, kun taaler lidt skud. (sumpsneppen) er skjør. Blich. (1920).XVII.195. e. br.    2.3) (talespr.) om en person(s aandsevner, sindsart, forstand olgn.): som (helt, ofte, ved en vis lejlighed) mangler de normale aandsevner, normal tænkeevne, skønsomhed olgn.; svaghovedet; skørhovedet; forrykt; ikke rigtig klog; nu ofte (dagl., til dels spøg.): som har ell. (om ytring, adfærd) vidner om urimelige, overraskende, ekstravagante meninger, tilbøjeligheder, indfald; (smaa)tosset; (helt) uberegnelig; ekstravagant; (højst) snurrig; ofte i forb. som skør i hovedet (Moth. S436. VSO. MO. TomKrist.H.10) ell. (jarg., vulg.) i gesimsen, kernehuset, kuplen, pæren olgn. (se u. Gesims osv.); en skør rad (Herdal.En egn af landet.(1939).52), en skør sjæl (se Sjæl 5.2) olgn. (jf. skrupskør). Menneskets Hierne er alt for skiør til at tage imod nogen ret Kundskab. Bøeg.S.191. den mathemathiske Metode . . begyndte at fortumle skiøre Hoveder. NyerupRahb.IV.258. Det samme Befindende som de andre Dage, Benene tunge, Hovedet skiørt. HCAnd.SL. 79. “Hvad er det for et Mærke?” “Mumm” . . “Ja, saa tror jeg s'gu, hun (dvs.: værtinden) er skør.” Bang.R.73. Stakkels Bror, han var helt skør nu, lignede slet ikke sig selv mere. Der var for meget, der havde pillet ved ham, Tabet af Konen, Tabet af Drengen. AndNx. S.110. (de mente) det var Sagn og skør Snak, hvad man fortalte. Thøg Lars. Frejas Rok.(1928).147. Gamle Nielsen . . plager hende altid, om hun ikke vil se hans Børnebørn . . hun vil blive helt skør med dem! Ruths Bog.(1931).86.   m. præp. efter med angivelse af noget (heftigt) attraaet olgn. U. er ved at vise et Maleri, han lige har købt. Han er helt skør efter Billeder. KnudAnd.H.180. spec. ved udtryk for forelskelse, erotisk betagelse: jeg (har aldrig) været, hvad man kalder “skør” efter Mandfolk. GyrLemche.T.III.178. Har Du set, hvor skøre Cecilie og Frode er efter hinanden. Buchh.GT.36.

Skør-, i ssgr. [ˈsgø(·)r-] især af IV. skør (1(2)).

IV. skøre, v. (af I. Skør ell. III. skør; dial.) om mælk olgn.: skøre ell. (refl.) skøre sig, d. s. s. I. skørne. VSO. Brenderup.§59.

V. skøre, v. (skørre. JPPrahl.AC.26. 32.37. jf. UfF.). -ede ell. (sj.) -te (jf. Moth. S436). vbs. -(n)ing, jf. Skørsel. (rimeligvis d. s. s. æda. skyria, gøre indsnit, (over)skære (Brøndum-Nielsen.GG.I.92); jf. mnt. schoren, sønderbryde(s), sønderrive(s) (se VII. skøre); besl. m. IV. skære; jf. II. Skør og Skørsav; til dels med senere tilknytning til VI. skøre; landbr., dial.) pløje ell. harve (let) paa tværs af tidligere pløjning; ogs.: fælge (II.2-3). Moth.S436. Først kiøres (dvs.: pløjes) der tværs paa Pløyningen, saa dybt, som før er pløyet, meget tet, det kaldes at skiørre. JPPrahl.AC.37. MDL. UfF.   vbs. Skørning, ogs. (konkr.) om den saaledes behandlede jord. Græsrødder . . hvilke ved Skiørning og Vending bedst kan blive opløsnede af Jorden. JPPrahl.AC.38. En Deel bruge og at saae paa Ageren først efterat Skiørningen er tilstrøget, hvilket kaldes at saae paa Skiørningen. smst.

VI. skøre, v. [ˈsgø·rə] -ede ell. (sj.) -te (jf. Moth.S436). vbs. -ing (Olufs.Oec.VII. 413. ArchivSøvæsen.I.158. Wagn.Tekn.540). (af IV. skør 1; jf. V og VII. skøre, II. skørne; især fagl. ell. dial.) blive (jf. Moth.S436) ell. (i alm.) gøre skør; skørne; pass. skøres, blive skør. (garnbundterne) hang nu der og skøredes Aar for Aar. Søiberg.SR.153. (jf. skørgøre og V. skøre) m. h. t. jord: naar Jorden første gang er besaaet og skiøret med Boghvede. OecMag.I.55. PhysBibl.X. 290. VSO. MO. jf. D&H.

VII. skøre, v. [ˈsgø·rə] -ede. (ænyd. d. s.; rimeligvis fra mnt. schoren, sønderbryde(s), sønderrive(s) (se V. skøre), men med tilknytning til VI. skøre (sml. II. skørne); jf. II. Skøre og skøret; fagl., især tøm., ) 1) m. h. t. sejl: frembringe en revne (rift, flænge) i; gøre skøret. SøLex.(1808).136. Harboe.MarO.367. WCarstensen.Ml.fr.Kammerater.(1894).127. Baadene (havde) rebet godt ned . . endda fik den ene af dem . . sit Storsejl skøret. NatTid.¹/₈1936.5.sp.2. 2) faa en revne; blive skøret; dels om sejl: Skjører Sejlene under Raaen, da skal han gaae op, og see dem flyede og i Stand satte. SøkrigsA. (1752).§500. AWilde.Erindringer.(1885).99. Bardenfl.Søm.II.53. dels (jf. opskøre) om træ: Wagn.Tekn.455.476.478. Bardenfl.Søm. II.54.