sej(g)-tør, adj. [III.1.3] (jf. -tørre og -vaad; fagl. ell. dial.) om ting: tørret (langsomt), saaledes at den er blevet sej ell. stiv. JFBergs.G.16. de sejtørre Skind der ikke længere vise Vand, naar man bøjer dem. NFSchwartz. Da. Garverier.(1842).45. Høet (maa) aldrig blive knastørt, men kun sejgtørt, da Bladene . . ellers falder af. NatTid.³⁰/₆ 1937.9.sp.6. OrdbS.(Loll.,Sjæll.).

sej(g)-tørre, v. [III.1.3, 2] (jf. -tør; fagl. ell. dial., sml.: “Talespr.” Levin.) tørre langsomt, gradvis og (navnlig): ikke helt (jf.: “at halftørre.” Moth. S94); dels trans.: (skindene) henges over en stang at seitørres paa et loft. Cit.ca.1750. (SprKult.IV.44). I disse Bønderhuse er sædvanligen ingen Skorsteen; men Røgen og Varmen trækker igiennem hele Huset, og bidrager til at seitørre Sæden. Bugge.Reise. (1800).12. Cigarrerne hensættes ganske friske paa et tørt Sted, og blive staaende et Aars Tid for rigtigt at seitørres. Levin. Haandgern.409. Feilb.   dels intr. (jf. IV. seje 1). Man kunde . . skiære Humlen løs paa Stængerne og lade den sidde, at seytørre. Oecon Journ.1757.39. Levin.   (jf. -tør) i perf. part. som adj. seytørred Hiertensfryd. Agerbech. FA.I.75. Feilb.BL.70. Høet er kun sejgtørret endnu. Kværnd.