II. pløre, v. [ˈpl̥ø·rə] -ede. (jf. I. Pløre samt nt. plören, græde stille; sml. II. pludre; dagl.)  1) gøre sølet, pløret; omdanne til pløre; tilsøle; tilsnavse. ikke et Snefnug var faldet endnu (dvs.: sidst i december). Alting bare pløredes ud i . . dyndet Ælte. OMads.Inga.247. et voldsomt Tordenskyl . . plørede Jorden under dem. KMich.FA.36. Drenge fra “bedre Hjem” kan særdeles godt pløre deres Fodtøj og Bukser til. Hus og Hjem.1912.220.sp.1.    (l. br.) m. subj.-skifte: vælte sig i pløre; tilsøle sig. (hunden) har ligget og pløret i (den) mudrede Park (dvs.: dam).Schand.(Tilsk. 1895.464). 2) om vædske: flyde stærkt; især om regn: øse ned. *Regnen pløred og Blæsten brød | om Havnens klinede Hytter. Stuck.D.61. (bjørnen) tumler forover med Blodet plørende ud af Munden. AchtonFriis.AJ.56. i Gaar plørede det værre ned end nogen Sinde før. Dannebrog.¹/₄ 1909.2.sp.3. 3) (l. br.) m. h. t. vædske: hælde; øse; i forb. pløre i sig, drikke i store drag; hælde i sig. Lene kan . . pløre to Spølkummer i sig af (hendes) slattede Kaffevand. Schand.BS.210.1 uegl. Han havde udsvømmende Geléøjne, Pupillen og Iris syntes at være pløret ud i hinanden. AaDons.S.133.    Hjulene drejede plørende rundt (: i æltet). Nordkild.Kulsvierblod.(1929).39.   

pløret, adj. [ˈpl̥ø·rət] (til I. Pløre ell. II. pløre; jf. nt. plörig, flov, kraftløs, vandet; dagl.) fuld af pløre; om vej: sølet; æltet; om vand: mudret. Rhonen er grim og pløret, inden den er gaaet gennem Genfersøen. Schand.O.II.70. *trist er en Hedehyttes Vraa, | dens Veje plørede, dens Stier slemme! Aakj.RS.76. jf.: det store regnplørede Terræn. Pol.⁸/₃1935. 13.sp.3.   om person. L. kom ind, pløret og fugtig som en vaad Hund. ErlKrist.BT.89.   2 (jf. plørefuld S; dagl., jarg.) beruset. paa Politistationerne har man det Indtryk, at de paaskebryg-paavirkede er ualmindeligt “plørede”. BerlTid.5/4 1953.10.sp.2.