op-kneben, part. adj. [1.3] [-ˌkn̥e^?b(ə)n] (jf. -knibe 1) 1) (sml. opskørtet; landbr. ell. vet.) om bugen hos heste: som bagtil er trukket stærkt op, saa hesten er paafaldende tynd i livet; ogs. om hest: som har saadan bug. Ugeskrift f.Landmænd.4R.II.(1871).576. LandmB.II.381. 2) (forst.) om trækrone: sammenklemt, sammenpresset af form. ForstO.

op-knibe, v. [-ˌkn̥i^?bə] 1) [1.3] (landbr., l. br.) i pass.: blive opkneben (1). Plagen (kan) vise sig syg, vrage Foderet, afmagre og opknibes. Ugeskrift f.Landmænd.4R.II.(1871). 575. 2) [8.1] (jf. III. knibe 4; nu sj.) opdrive, skaffe med besvær. jeg kan ikke opknibe den (dvs.: en antikvarisk bog) billigere end 4 Frank. HCAnd.BC.I.160.