I. op-fly, v. [11] (jf. fly op u. II. fly 1.1; nu næppe br.) bringe i stand; gøre færdig. Cit. 1690.(De kgl. Laugs-Artikler til 1730.I.308).   oppynte. de, som med all . . Rigdoms Ofverflødighed hafde opflyet og stafferet Teltet. Wing.Curt.272.

II. op-fly, v. se -flyve.

  op-flyve, v. [1.1] [-ˌfly^?və] (sj. -fly(e). DL.5–13–4). vbs. -ning, jf. -flugt, -fløj. (ænyd. opflyve (-flue, -fløje); sml. flyve op u. flyve 1.1) 1) (nu især i præs. part.) intr.: hæve sig i vejret ved flugt; flyve op i luften. vAph.(1759). VSO. MO. jf. flyve 1.2: Ballonen opfløi. VSO.   (jf. flyve 2-3) uegl. der (blev) sat Ild udi Kruud, saa at deraf opfløy over 40 Tønder. Slange.ChrIV.597. Mine Ord opflyve, mine Tanker blive ved Jorden. VSO.   part. opflyvende som adj. *ei naaer til din Høide | Tankens af Støvet opflyvende Gnist. Bagges.IV.252. Indvande med et Mylder af opflyvende Vadefugle. Baud.H.180. spec. (jf. op 13; herald.) om afbildning af fugl i vaaben: frit flyvende. PBGrandjean.Heraldik.(1919). 132. 2) (jf. æda. upflyghæs, jages op (DGL. III.59), samt flyghæ up, jage op (smst.)) † trans.: faa til at flyve op; jage op. Følger een Mands Bier anden Mands op, da skal den, som ejer de Bier, der opflye, med andre Naboer byde den anden Ejer Fællig til paa samtlig Bier. DL.5–13–4 (efter JyLov.3.39). vbs. -ning, ell. (mindre br.) -else (Cit.1779.(BiblDan .II.611)).