op-amme, v. [9] [-ˌam'ə] vbs. -ning (vAph. (1764). Gylb.(1849).VIII.122. Panum.415. i bet. 2: JapSteenstr.F.63) ell. (nu næppe br.) -else (Tode.VI.350. VSO.). (ænyd. d. s.) 1) (jf. -die; især i perf. part. og navnlig i overf. anv.) opføde ved brystet, ved diegivning; amme op; ogs.: opfostre. Holb.Ep.IV. 110. Ulvinden skal have opammet Romulum og Remum. LTid.1724.240. de Mødre sønderrive Kierligheds og Sielenes naturlige Baand, som lade andre opamme deres Børn. Bagges.NK.99. *Paa den blanke Offerkniv | Peged han (dvs.: Isak) og sagde: Lammet, | Hvor er det, til Død opammet? Grundtv.SS.III.192. Ammens Gerning (indskrænker) sig tit til Pasningen af det Barn, hun opammer. VortHj.IV4.23. om kunstig ernæring: LTid.1743.490. Børnene opammes med Flasker. JNPanum. Bornholm.(1830). Till.73.   overf.; især: sørge for ens aandelige udvikling; opdrage. Holb.Metam.79. (forældrene) opammede hannem i christelige Dyder. CPRothe.MQ.II.503. den Uvidenhed og Egennyttighed, der have avlet og opammet dette Hiernefoster. Tode.ST.II. 95. den gjæstfrie Modtagelse og opammende Pleie, som (fyrren) har ydet Bøgen. CVaupell.S.91. Det er (industrien), der opammer både mandligt og kvindeligt proletariat. GadsMag.1921.260. 2) (zool., nu sj.) om visse lavere dyr: frembringe afkom. Hvert Individ i Salpekæden opammer kun ét Æg. Sal.²XX.849.   især (jf. I. Amme 4; foreslaaet af JapSteenstr.; foræld.) om den ukønnede generation hos dyr med generationsskifte: frembringe en ny generation, der som regel er kønnet. Da der . . af Medusernes Æg fremkomme alene saadanne Skabninger (som) uddanne sig til polypformede Ammer, og opamme Meduselarver, bliver der en ikke ringe . . Forskjel mellem Ammerne . . og de fuldkomne Meduser. Jap Steenstr.F.9. smst.13.34.