ny-kommen, part. adj. intk. -kommet (Esp.240) ell. -komment (Feilb. OrdbS.(Ærø). se ogs. u. bet. 2). (ænyd. d. s., oldn. nýkominn; jf. -komling, -kommer) 1) (jf. nyskommen; nu sj. i rigsspr.) som lige ell. nylig er ankommen (jf. nyankommen), har bosat sig, slaaet sig ned et sted, ell. som lige er kommet i en vis stilling, er blevet indført i en kreds olgn.; ogs.: som nylig er kommet til verden ell. oprettet, opstaaet olgn. de store Mænd udi Landet . . bestaae meest af . . Persianer, hvilke daglig blive formeerede af andre ny-kommende, og ere gierne de Nye-komne, meest agtede. Holb.Hh.I.203. dend nykomne Trundhiems Biskop. Slange.ChrIV.140. *Nykomne Nationers Ære | Af andres Gruus og Støv opstaaer. PHFrim.(PoetSaml.I.64). Hallager.17. trods de mange Aar (i Kbh. beholdt islænderen) den for nykomne Islændere ejendommelige Dialekt. Dannebrog.²/₅1899.1.sp.7.   ordspr. nykommen er velkommen (Mau.6934. Moth.N84. VSO. IV.N132) ell. nykommen er ikke altid velkommen (Mau.6934. CBernh.III.149). 2) (dial.) ny, sjælden, usædvanlig og derfor kærkommen, behagelig. Den første Dag . . gik det nogenlunde. Alt det (dvs.: om en religiøs vækkelse) var nykomment at høre for Anders. Men den anden Dag var det strængt at høre. Ikke andet end Kirke og Præster – hellige Mænd og hellige Møder. Gravl.AB.99. Esp.240. Feilb. OrdbS. (Ærø).