narkotisk, adj. [nɐrˈko^?- disg] (jf. gr. narkōtikós; til Narkose; især med.) 1) som virker bedøvende, ophæver modtageligheden for smerte. Narcotiske Siroper. LTid.1738.252. (bulmeurt) er overmaade narcotisk, og betager Menneskets Forstand. JPaulli.Urte-Bog.(1761).229. Humlen (har) noget narcotisk og søvngiørende hos sig. OeconH.(1784).II.144. de lodne Bier og Fluer tumler rundt i Blomsten, øre og halvt berusede af dens narkotiske Duft. Tilsk.1918.I.534.   narkotiske (læge)midler, smertestillende midler (narkotica); ogs. om midler, der fremkalder narkose. Roose. Lommebog f. Læger.(overs.1801).66. POBrøndst.RD.29. Sal.²XVII.669.    uegl. Han huskede Nætter, hvor de havde drukket Parfumer og beruset sig i narkotiske Vers. Jørg.II.315. dette glidende, sentimentale Sprog, der var helt narkotisk af Tillægsord. Pol.⁶/₁₁1926.8.sp.1. 2) (l. br.) fremkaldt ved bedøvelse. Hovedet falder tungt forover med Hagen mod Brystet. Man sover hen i narkotisk Søvn med aabne Øjne. HelgeKaarsb.HM.20. jf.: (jeg) fløj saa atter hurtigt og med narkotisk beruset Sjæl ned ad Trapperne. JohsWulff. MG.21. uegl. ældre: Rahb.Tilsk.1793.390.