† men-før, adj. (fsv. d. s.; jf. glda. menfør(e), legemlig skade; sml. I. før 2; jf. II. -føre, -førsel) vanfør. VSO.

I. † Men-føre, et. (sv., no. (dial.) d. s., jf. oldn. meinfœrr, ufremkommelig) ufremkommeligt føre; uføre; vanskelig passage. Moth.M116. (det var) umueligt at hand i de første 8 eller 10 Maaneder over Veyens lengde og Meenføre kunde komme til Hispahan. LTid. 1727.217. VSO. jf.: gudernes Hielp, Trøst og Raad . . har ligesom . . ledsaget dem til den u-forfalskede Dyd midt igiennem saa mange farlige u-dyders Af-Veie og meenføre. Dumetius.III.181.

II. men-føre, v. vbs. -sel (s. d.). (jf. -færd, -før; hos sprogrensere; sj.) volde skade; beskadige. det er en hellig pligt for et folk at sørge for, at dets mindesmærker ikke ménføres af rå mennesker. HjælpeO. Det gælder . . om at tage sig af . . de Led, som ikke selv er lidende, men dog menføres ved at holdes ubevægelige. Ugeskr.f.Læger.1925.267.