maintenere, v. [mæɳteˈne^?rə, mæɳdə-] (nu kun dial. mantenere. Holb.Jean.IV.5. jf. mantinere. LTid.1728.55. i bet. 2: mandenere. Lunde.(FolketsAlmanak.1892.f3^v). OrdbS.(Fyn). manterere, manderere (maaske ved paavirkn. fra manøvrere). Feilb. Gravl. Øen.146. OrdbS. (Sjælland, Loll. - Falster)). -ede ell. (l. br.) -te (LTid.1728.55). (jf. hty. dial. mantenieren, mandenieren, holl. mainteneeren (glholl. ogs. manteneren ofl.); fra fr. maintenir, ital. mantenere, af lat. manu tenere, egl.: holde ved haanden, jf. haandhæve) 1) (nu næppe br., kun arkais.) bevare, opretholde i samme (gode) tilstand; holde i hævd; hævde; ogs.: beskytte; forsvare. dette hellige Forbund . . skulle være oprettet for at maintenere den Romerske Religion.Holb.Intr.I.410. Han maintenerede ogsaa sin Myndighed hos sine Naboer, og var i temmelig Anseelse udenlands. sa.DH.I.313. LTid.1727.60. meintenere. JPJac.I.61.   m. person-obj. Ach! ach! Monsieur! I maa mantenere mig, ellers kand jeg icke lenger være i Monsieurs Tienniste. Holb.Jean.IV.5. refl.: Udi denne høye stand (dvs.: som storkansler) maintenerede han (dvs.: Griffenfeld) sig med største myndighed til det aar 1676. sa.DNB.446. LTid. 1728.55. 2) (til dels sammenblandet m. ell. paavirket af manøvrere; dial.) behandle, haandtere paa rigtig, fyldestgørende maade; klare. kan han (dvs.: en dreng) ogsaa manderere dem (dvs.: et par heste)? OrdbS.(Sjæll.). i forb. manderere med: Naar det bliver kuldet . . saa lænser han Flasken – og saa kan han paa ingen Maade manderere med Fartøjet. Gravl.Øen.146.   især refl.: klare sig paa egen haand, uden andres hjælp. Lunde.(FolketsAlmanak.1892.f3^v). tilsidst blev han, saa han ikke kunde manderere sig selv. Gravl.(DagNyh.⁹/₄1922. Sønd.6.sp.2). Feilb.I.550. OrdbS.(Sjæll.,Fyn, Falster).

mandenere, manderere, se maintenere.