lang-varig, adj. [2] [-ˌva^?ri] (ænyd. d. s., sv. långvarig; fra mnt. lankwarich; jf. -varende samt kortvarig) 1) om tilstand, virksomhed olgn.: som varer længe; som strækker sig over et betydeligt tidsrum. *giv | Ham Fremvext i det Gode, | Et sundt langvarigt Liv. Brors.262. *Dannerkongen ved langvarig Fred | Betrygger glad sit Folks Lyksalighed. Lund.ED.191. som adv.: *Luftens Fugtighed og megen Regn forbød, | At saadant Utøy (dvs.: fluer) ey sit Liv langvarigt nød.Prahl.ST.I.169. Tagkieppene blive ikke saa langvarig stærke, som hugges om Sommeren da Vædske er deri, som de der hugges om Efterhøsten. JPPrahl.AC.92.    især (jf. langsommelig) om noget mere ell. mindre besværligt, ubehageligt olgn. en langvarig Svaghed. Sir.10.11. hans haarde og langvarige Fængsel. Holb.DH.II.371. stærk og langvarig Regn. Borrebye.TF.450. Deres Pløyning er langvarig og møysommelig. Høysg.S.183. VSO. MO. han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig Fart i fremmede Lande. JPJac.I.132. S&B. Feilb. m. h. t. tidsrum (jf. lang 2.1; nu l. br.): *Om Vaaren efter den langvarig Vinter-Nat. LTid.1733.533. jf. bet. 2: *(Argo gik) til Phasis bort, ad den langvarige Vey. Oehl.PSkr.I.256. 2) † om noget konkr.: som længe er (vedbliver at være) i en vis tilstand ell. virksomhed. *Gid et langvarigt Blod omsirkle hendes Siæl. Falst.Ovid.121. Den langvarige Fange seer i det mørkeste Fængsel de mindste, fineste Gjenstande, uden Lys. Hahnemann.Haandbog for Mødre. (overs.1797).109. 1 389,59 som adv. De langvarigt arbejdsløse. Arbejderbladet.30/8 1939.5.sp.4.