løsgive løs-give, v. [-ˌgi?və] vbs. -else.1) [II.1.1] give løs (af baand, fængsel olgn.); løslade. *Hand udstaad har sin Ræt | Han skal løsgives. Holb.Paars.69. de Danskes Skibes Løsgivelse, som var tagen paa det Rigiske Farvand. Slange.ChrIV.186. Aar 1337 løsgav (grev Gert) Biskop Tyge af Børglum af det Fængsel, hvori han siden 1329 havde været holdt. Wand.(Rahb.LB. I.68). Hauch.VII.300. (Pilatus) løsgav dem den (Chr.VI: lod dem den løs; 1907: løslod den), de begierede. Luc.23.25. 2) [II.3.4] give fri af tvang, afhængighed olgn. m. h. t. slave: frigive. Romerne løsgave undertiden deres Slaver. VSO. perf. part. brugt som adj. ell. subst.: omendskiønt de vare manumissi eller løsgivne, saa dog vare de forbundne at beviise deres Patroner adskillig tieneste. Holb.DNB.537. (jf. II. løs sp. 60111 samt u. løssige; foræld.) m. h. t. lærling: erklære for udlært (efter særlig prøve). Naar da en Lære-Dreng . . haver udstaaet sin Lære-Tiid, bør han Oldermanden og Bisidderne, til Examen om hans Capacite forestilles, om han for Svend kan udskrives og løsgives. Chr.IV'sLaugs- Articler.(1748).231. Sal.2XV.535. (nu næppe br.) løse fra ed. (han) løsgiver alle sine . . Raad og Ministrer, fra deres giorde Tausheds Ed. LTid.1734.295. Slange.ChrIV. 197. (sj.) som gengivelse af emancipere. Individet løsgives (Brandes.E.74: emanciperes). Brandes.IV.51. Individets Løsgivelse (Brandes.E.74: Emancipation) og Tankens Frigørelse. Brandes.IV.51. Vis mere +