kvæl-, i ssgr. [ˈkvæ(·)l-] (jf. kvæle-) af kvæle (2).

kvæle, v. [ˈkvæ·lə] (nu kun dial. kvælle (kvelle). Moth.K414. Esp.§88. Feilb. Univ Bl.I.389. Thorsen.112. Dania.IX.36. Brenderup.§40.2. OrdbS.(Sjæll.,Fyn). jf.: *Fogdinden midlertiid man saae sig meget qvæle, | Og af U-rolighed hvert Øyeblik at tælle. Holb.Paars.171. *Om Verden har hun hørt saa ondt fortælle, | Nu vil hun hver en jordisk Attraa qvæle. Bødt.6. samt qvælge. Tode.ST.II.45. sa.DenDanskeLæge. (1776).10).   præs. -er [ˈkvæ^?lər] Høysg.AG. 93 (dial. m. kort vokal: Esp.§190. Thorsen.117. UnivBl.I.389. jf. qvælger. Tode.ST.I.114) ell. (nu kun dial.) kvæl (Cit.1724.(Bruun.FR. II.232). jf. Feilb.).   præt. kvalte [ˈkva·ldə] ell. (især prov. ell. dial., jf. Esp.§190. Univ Bl.I.389. Dania.IX.36) [ˈkvaldə] qvalte (d. v. s. qvàlte). Høysg.AG.93. qvalte   kaldte. Oehl.XXXII.219; tidligere ogs. skrevet kvalde (1Mos.7.21(Chr.VI). Moth.K414. Grundtv.SS.II.247); nu kun dial. kvælte (BDodt.Rideknægten.(1859).3(bet. 2.2). Thorsen.112. Feilb. Kort.171; uden for dial. især i bet. 1: ChrBorup.PM.316. PalM.U.461) ell. kvælede (Holb.Ep.IV.217. Mall.SgH. 565. især i bet. 1: Holb.Ep.II.118. LTid. 1740.585. Adr.²⁹/₁1762.sp.6. Skuesp.VII.145. Gylb.(FruHeib.HG.138). VSO. MO. OrdbS. (sjæll.)).   part. kvalt [kva^?ld] ell. (især prov. ell. dial.) [kval'd] qvált. Høysg.AG.93; nu vist kun dial.: kvælt (Holb.Intr.I.551. LTid. 1726.468. Thorsen.112. Feilb.; især i bet. 1: Bagges.I.79. Hauch.DV.I.240. Bødt.180. PalM.VI.20. JThLundbye.(KunstmusA. 1919.128)) ell. kvælet (LTid.1736.230. Rein. (Rahb.LB.I.215); især i bet. 1: LTid.1728. 473. Brors.233. Pamela.II.118.III.8. Chr Flensb.DM.I.167. Suhm.I.214. Jacobi. (Skuesp.VII.27). VSO. MO. OrdbS.(sjæll.)).   pass. kvæles [ˈkvæ·ləs] ell. (dagl. (gldgs.), dial., især (i bet. 2) i forb. som være ved at kvæles, kvæles i) [kvæ^?ls] (jf. kvæl's. JVJens.A.II.105 samt TfF.V.210. Aarb. 1866.148. Feilb. Thorsen.120); part. (sj. i rigsspr.) kvaltes (denne Tale, som han nær var kvaltes i. Ing.EF.VIII.42. jf. Feilb. samt Esp.§205,3)   vbs. -else, -en, -(n)ing (s. d.), jf. Kvæleri. (ænyd. kvæl(i)e, kvælle ofl. i bet. 1 og 2, glda. kvæl(i)e (ogs. i bet. 2: 2Mos.15.5 (Glda Bib.). GldaKrøn.68.139), æda. (part.) kualt, forpint (Da.Sprogtekster. I.(1925).16), sv. kvälja, fremkalde kvalme, pine, plage, no. kvele (bet. 1), oldn. kvelja, pine, plage, martre (ogs. spec.: martre til døde), eng. quell, kvæle (bet. 2; oeng. cwellian, dræbe), ty. quälen, pine, plage, martre (oht. quellan, martre, dræbe); afl. af Kval, besl. m. I. Kvalm   bet. 2 er udviklet af bet. 1 (pine, martre til døde) under indflydelse af ord som III. kværke, oldn. kvefja, kvæle (no. kveva, sv. kväva), og til denne bet. er den gl. bøjning (oldn. kvelja, præt. kvalði, kvaldi) fortrinsvis knyttet; den opr. bet. (bet. 1) har endnu i (beg. af) 19. aarh. været alm. i skriftspr., i nogen grad støttet af ty. quälen, men er efterhaanden bleven følt som udansk, jf.: Uagtet Brugen hos gode Forfattere . . er dog Verb. qvæle i denne Bemærkelse mere en Germanisme, end optaget i almindelig dansk Sprogbrug. MO. sml. PalM.(1909).III.358. (bet. 1 helt udeladt hos D&H.)) 1) (især i præs. (jf. MO.); nu kun arkais. ell. dial.) pine ell. plage, især paa en voldsom, meget følelig maade og næsten kun m. h. t. sjælelige lidelser.    1.1) i al alm. *Min Broder vilde mig kvæle (dvs.: pine ihjel), | min Moder vilde mig sælge. DFU.nr.15. 29. Qvæl mig dog icke til Døde med saadan en Snack. KomGrønneg.II.229. han qvalte sit Sind der med, naar han ansaae en Ting at være nødvendig for sig, men tillige umuelig at faae. Mossin.Term.403. siden Patienten af de store Smerter i denne Sygdom saa stærk pines og qvæles, saa skal man . . søge at hielpe ham. WeisbachsCuur.(overs.1755).273. *igjennem qvalte Hjerte | Modgangs Lynildsstraale foer. PAHeib.Sk.I.306. (han blev) qvælet af utaalmodige Creditorer. Kruse.Fortællinger.I.(1822).103. *Vor Synd os kvalte baade Nat og Dag, | Vi havde stor Angest og Møde. Grundtv.SS.III.72. *Den svundne Nat ham havde qvælt | Med Gøglesyn og Drømme fælt. Bødt.180. den nagendes Kummer, der kvæler mig. JP Jac.I.30. Feilb.   part. kvælende brugt som adj.: pinefuld; (i høj grad) úbehagelig. (du har frelst mit legeme) fra den kvælende Ild, som var trindt omkring. Sir.51.7. hvor qvælende, hvor nagende maae den Uvirksomhed ikke være, til hvilken hans Fienders Ondskab har fornedret ham? JSneed.III.329. Ørst.V.103. en saa qvælende Kløe, at den næsten er uudholdelig. Mansa.QS.788. JakKnu.CD.9.    1.2) kvæle sig ell. kvæles (KLars.KÆ.47. Feilb.), føle sig ell. være besværet, plaget, især ved bekymring, sorg olgn.; i alm. i forb. m. præp.: for (Moth.K414. JBaden. Horatius.I.319), over (Robinson.I.204. Skuesp.V.432) ell. (nu vist kun) med. *(man ser) Med Reformation en Zeno sig at qvæle. Holb.Paars.258. Beskiemmet og ulykkelig! Qvæl Dig dog ikke med saa voldsomme Tanker. Olufs.GD.23. Varmen begyndte at blive utaalelig. Frankerne paastode, det var urimeligt, at qvæle sig uden Nød, og foreslog at afkaste Kiolerne. Bagges.DV.IX.104. Selv Bevidstheden om nogen Brøde, om denne saa kun bestaaer i ungdommelig Letsindighed, forleder endogsaa det bedste Væsen til at qvæle sig selv. Kruse.Fortællinger. I.(1822).48. *dér slider man den lange Dag | og kvæler sig med stort Umag. Drachm.PHK.95. Mandfolk de er jo mere saadan ledige, end naar man har alle de Børn og kvæles med. KLars.KÆ.47. Feilb. OrdbS.(sjæll.). 2) standse livsfunktionerne ved at hindre lufttilførsel (aandedræt); især: berøve livet ved sammensnøring af luftrøret, tilstopning af munden, tilførsel af giftig luftart olgn. (tidligere og endnu dial. ogs. m. h. t. død ved drukning: alle høye bierge bleve skiulte (dvs.: af syndfloden) . . Saa qvaldes (1871: udaandede) alt kiød, som krøb paa jorden. 1Mos.7.21 (Chr.VI). Feilb.). (han) gik ud, og fandt en af sine Medtienere, som var ham 100 Penninge skyldig; og han greb fat paa ham, og vilde (1907: var ved at) qvæle ham, og sagde: betal mig det, du er skyldig. Matth.18.28. de to Kongelige Børn . . bleve ynckeligen qvælte udi deres Seng. Holb.Intr.I.551. De store Visirer i Tyrckiet blive . . qvalte ihiel med en Stricke. sa. Jep.V.6. Samme Fuldblodighed viser sig i Ansigtet . . naar et Menneske er i Fare at qvælges, især ved morderlige Greb paa Struben. Tode. Den Danske Læge.(1776).10. *han (læser) Mulatten for Sultans Koner, | Og Maurerpigen for Dem, som skal qvæles. Heib.Poet.X.229. *Naar Du strammer Garnet (dvs.: om julepakken), | Kvæler Du jo Barnet. PFaber.VV.116. kvæle en Due. Levin. OBloch.D.²I.69.   † kvæle sin gaas, om en juleleg (jf. Kvælegaas samt trække halsen af gaasen u. Gaas 1.2). Moth.K414.   (l. br.) refl. (han) raabte til dem: Moder kvæler sig (dvs.: er ved at hænge sig)! Goldschm. VT.127. Kalk.II.668.   m. tings-subj.; især om daarlig luft ell. anfald af aandenød p. gr. af sygdom, latter osv. *Fast som en Puster gick det spæde Jomfru Brøst, | Af Harm hun fast var qvalt ey havde meere Røst. Holb.Paars.247. Ach Herre! banck mig i Ryggen; jeg er nær qvalt af Latter. sa.Tyb.II.2. deraf optændtes en ond Røg og Smøg, som qvaldte hannem. Slange.ChrIV.439. *bag de qvalme Mure | Var jeg nær blevet qvalt. Winth.HF.149. (sj.:) Jeg stod stille, helt lammet var jeg i mine Lemmer, det kneb med at faa Vejret. Nu kvæler det til, tænkte jeg – du er blevet skidt tilpas. CFMortens. SV.75.   præs. part. kvælende brugt som adj.: som (næsten) fremkalder død ved kvælning; især om luft olgn.: som (næsten) ikke er til at aande i. *da steg en pestfyldt Damp | Fra Hulen op, der Veiret hende røved, | Og af sin Drøm hun vaagnede bedøvet . . | Endnu hun Luften qvælende fornam. PalM.VII.59. *Qvælende Dunster op fra Drengen (dvs.: en død) steg. smst.61. Tilhørerne (strømmer) fra de kvælende Lokaler ud paa den nattekølige Gade. HarNiels.TT.V.41. det er kvælende varmt ┆    kvæles i, (være lige ved at) dø paa grund af noget, som sætter sig fast i luftrøret og hindrer aandedrættet. Qvæles i et Bid, eller i en Mundfuld Mad. vAph. (1764). Høysg.S.106. Han pustede efter denne Tale, som han nær var kvaltes i, medens han ofte hostede. Ing.EF.VIII.42. naar han (dvs.: et diende barn) løber over og kvæl's i det, løfter hans Moder ham . . højt op i Vejret og ryster ham. JVJens. A.II.105. jeg rummer for meget! sagde Skrædderen han kvaltes i en Ært. AndNx. PE.II.125. 3) billedl. anv. af bet. 2: holde nede; standse; undertrykke.    3.1) i al alm. (skolen har) kvalt Genierne. NBang.OU. 103. Staten blander sig i vore Dage i alle vore Forhold; fra Vuggen til Graven kvæler den os i sine Arme. Starcke.VK.101. HarNiels.TT.X.133.   m. h. t. virksomhed. Vandet fra alle Sider maatte naturligvis kvæle Arbeydet (dvs.: kulgravning). PNSkovgaard.B.296. Det delfiske Præsteskab havde gennemgaaende et ondt Øje til Søsterhelligdommen paa Delos, hvis Orakelkult . . blev kvalt. FrPoulsen.DG.34.   (jf. bet. 3.2; især ) m. h. t. følelse, mening olgn. *naar (poeten) os fortæller | Hvert Ord, han er keedsommelig, | Og vores Andagt qvæler. Reenb.II.5. Utidig Kiærlighed til Fæderneland . . kand ogsaa forderve en Historie (dvs.: en historisk beretning), og qvæle Sandhed. Holb.MTkr.528. Nu vaagnede min kun qualte, krigeriske Lyst. Ew.(1914).IV. 320. jeg var ej istand til ganske at qvæle min Ærebegjerlighed. Blich.(1920).IX.136. Mangel og Trang qvæle al huuslig Lyksalighed. Gylb.Novel.II.151. Der blev rigtignok fløjet og faret paa den Chaussé, til adskillig kvalt Forargelse for den gamle By. JVJens.HH.111. jf. (sj.): Sandhed, som ei kan paatvinges Nogen, (vinder) jo ei det Mindste ved, at dens Fiender kvæle Modsigelsen i Struben. Grundtv.Udv.V.49.   kvæle i fødslen, se Fødsel 4.    3.2) (især ) m. h. t. stemme, ytring olgn.: hindre i at lyde (klart, normalt) ell. faa (tydeligt) udtryk; holde tilbage (især som udtr. for stærk sindsbevægelse olgn.; jf. graad-kvæle, -kvalt, halvkvalt). Suhm.II.340. *Suk og Taarer Stemmen qvalte. Bagges.Ungd.II.11. *Graaden kvalde hendes Røst. Grundtv.SS. II.247. *hendes Raab han qvæler med sit Kys. PalM.IV.409. Etatsraad P. kvalte et Suk. Schand.TF.II.215. et af Graad kvalt “God Nat” lød fra hende. smst.197. Saa meget fik Lise sagt, før hendes Stemme kvaltes. Gjel.M.284. Sommetider tog han til sin Bukserem, som om den strammede, og kvalte et Opstød. Madelung.EH.376.   m. h. t. latter. en Latter, den han dog . . stræbte at qvæle. Blich.(1920).XIII.142. Winth.IV.236. en qualt Latter. Kierk.VI. 314.    3.3) (især fagl.) m. h. t. plante: dræbe ved mangel paa luft, lys, fugtighed olgn. Noget (korn) faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og qvalte det. Matth.13.7. Træerne . . qvæler Sæden paa Siderne (af vejen). OeconT.VI.95. JPPrahl.AC.39. (hvedens) Rødder (var) trykkede af Tidslernes stærke Jordstængler. Den var “kvalt”. CKoch.JL.34. jf.: disse graae Haar . . true med at qvæle de brune. Gylb.(1849).I.25.   overf., i forb. kvæle i spiren, se Spire.    3.4) m. h. t. noget livløst, der (mere ell. mindre tydeligt) opfattes som levende (voksende, tiltagende, bevægeligt).   m. h. t. ild: slukke ved mangelfuld tilførsel af ilt, tildækning med aske olgn. Naar man . . vil qvæle disse Gløder, for en anden Gang at bruge Kullene, som sparsomme Kokkepiger undertiden giøre. Huusholdn.(1799).I.25. Leth. (1800). e. br. overf.: *Vrede, naar din Ild kun ulmer, | Qvæle Taarer den endnu! Ew.(1914).III.35. ordspr. (jf. bet. 3.3): Ilden skal kvæles i Asken og Ukrudt i Sæden, men Daarskab i Blomsteret. Mau.4327.   (, l. br.) m. h. t. (rindende) vand: (om is:) binde (6.1); tvinge til ro, hvile. *Isen ruger tung og træg | over Dammens kvalte Strøm. NJeppesen.Sange ogSalmer.(1927).23. Havet klunkede kvalt under sin Ishud. CFMortens.SV.150.   i forb. kvalt mat, i skakspil: mat, som bestaar deri, at den af en springer truede konge ikke kan vige, fordi den er tæt omsluttet af sine egne brikker. Skak.(1916).18. 4) (dagl., næsten vulg.) i spøg. udtr. for at drikke; vist egl. i forb. kvæle abekatten (sj. en abekat. VSO.V.Q215. Gadeordb.¹2), drikke en stor snaps (jf. ogs. III. kværke 2.3). se Abekat 3.1. sml. ogs.: *Hvis Livet imellem hans Sind bedrøver, | saa kvæler han Lærken, stakkels Tater. VillHans.NT.8.   derefter ogs. i alm.: sætte (en snaps olgn.) til livs; drikke; kværke (III.2.3). Jeg har seet mangen en strunk Herre . . kvæle en Dansk (jf. I. Dansk 2) og et Stykke Grovbrød saa begjærligt, som om han ikke var vant til finere Kost. Talismanen. (1849).7. Han sidder altid her saa peder anstændigt og nøjes med en eneste (toddy), mens vi andre kvæler to. KLars.GV.37. ved De, hvor mange whiskyer han er bekendt for at kunne kvæle uden at slingre? Hjortø.F.33. *Lad os . . | først paa det fastende Hjærte | kvæle en Bitter i Smug. HSeedorf.DD.109.

II. kvælle, v. se III. kvælde (2).