kridende, adj. [ˈkr̥i·ðənə] (sj. kridrende. EMikkels. (DagNyh.²⁹/₈1926.5.sp.6). – dial. kridtende. OrdbS.(Falster). – undertiden ogs. (næsten kun i best. anv. ell. flt.) kridne. Oehl.A.132. Grundtv.PS.III.358. AndNx.Digte.(1926).70). (ænyd. kridend hvid (Kalk.II.624⁴⁵); vistnok dannet til kridehvid (se kridhvid), sml. dannelser som bælgende, forgylden(e), ildende, is(n)ende, kullende) 1) (poet., højtid.) som selvstændigt adj.: kridhvid; snehvid. *Sneens kridne Lag. Oehl.A.132. *Dine Haar blev tidlig kridne. Grundtv.PS.III.358. *Olga med de kridende Tænder. FrNygaard.P.49. *Rødt bliver det kridende Ansigt. PlaCour.ArkadiskMorgen.(1924).72. 2) som forstærkelse af hvid i forb. kridende hvid (nu sj. krid(e)ne hvid, krid(e)-nehvid; jf.: kridnehvid . . høres i dagl. Tale.MO.(u. kridhvid)). *(Gefion) spændte | sine Øxne, | kridnehvide, | for Guldploven. Oehl.ER.129. en kridene hvid Landsbykirke.Schand.AE.306. kridende-hvide Markiser. Drachm.HI.48. Hun blev kridende hvid.ChrEngelst.EH.71. Feilb.(u. kridhvid).

kridne, kridne-hvid, se kridende.