kommentere, v. [kωm(ə)nˈte^?rə, ogs. ko-] -ede ell. (sj.) -te; vbs. -ing. (af lat. commentari; især ) fremsætte kommentarer. 1) til Kommentar 2. (skrivelsen) er for største Delen en Commentair eller Paraphras . . over Forordningen . . ved denne Commenteren kommer (der) en Mening ud, som jeg tør sige, at ingen forhen skulde kunnet giette. Stampe.IV.93.   m. obj. den Text, som jeg tager mig den Frihed at kommentere. Tode.VI.358. *jeg (dvs.: Aristofanes) skal dem (dvs.: filologerne) expedere | Til et Sted, hvor de kan staae | Paa det Tørre, naar de maae | Mine Skyer commentere. Heib.Poet.X.202.   (nu sjældnere) m. præp. over. det er mig ikke meer end andre forbudet at commentere over et Skriftens Sprog. Holb.Ep.II.4. LTid.1738.320. Høysg. S.100. 2) til Kommentar 3.   m. obj. en heel politisk Begivenhed, som blev critiseret og commenteret paa alle mulige Maader. StBille.Gal.III.120. den Scene i Søndags er kommet ud blandt Folk. Man fortæller og kommenterer den paa alle mulige Maader. EBrand.GG.154.   (sjældnere) m. præp. over. at commentere over visse smaa Skrøbeligheder (dvs.: hos mennesker). Holb.MTkr.14.