kollidere, v. [kωliˈde^?rə, ko-] -ede; vbs. Kollision (s. d.). (af lat. collidere, støde, slaa sammen, dannet af con-, sammen, og lædere, slaa støde (jf. lædere); især  ell. ) støde sammen (paa voldsom, farlig maade);  sejle (ind) paa et andet skib ell. et andet fast legeme. Wolfh.MarO.378.   overf., i forb. m. præp. med ell. m. subj. i flt., om personer ell. forhold: komme i konflikt, strid (med); støde sammen (med) (paa ubehagelig, hindrende maade). Leth.(1800). colliderer En . . med det Bestaaende . . da har han at være enlig Mand. Kierk.XIII. 442. (han var) Medarbejder ved “Times”, hvilket han vedblev at være til Nytaarstid 1918, da han kolliderede med Bladets Redaktion og gik over til “Morningpost”. Tilsk.1921.II.19. nærmest af tilfældige Grunde føres (Rom) over Messinastrædet, hvorved det for første Gang kolliderer med Carthago. HFrisch.Rom.(1925).19. hans planer (for ferien) kolliderede med hans kollegas ┆