kanonere, v. [kanoˈne^?rə] -ede ell. (sj.) -te (PAHeib.US.607). vbs. -ing (Slange.ChrIV. 529. Scheller.MarO.). (ænyd. d. s. (DGrammat.I.147); gennem ty. kanonieren fra fr. canonner; af II. Kanon; jf. Kanonade, Kanoner; især fagl.) skyde (gentagne gange) med kanon(er). Moth.K36. Ved Begyndelsen (af festen) blev atter igien canoneret, og et kostbart Fyrverkerie antændt. LTid. 1733.116. PNSkovgaard.BS.26. Scheller. MarO.   m. flg. præp. paa ell. (sj.) mod (FHolst &ALarsen.Felttogene 1848-50.II.(1888).75). Da de komme til den Skantze, som Dytmerskerne nyeligen havde opkastet ved Veyen, blev der uden Ophør canoneret paa dem. Holb.DH.I.803. Slange.ChrIV.709.   (sj.) trans.: beskyde med kanoner. de Danske, som havde en alt for ringe Magt til at canonere og ødelægge den Svenske Flode. Gram.Breve.235. ArchivSøvæsen.I.412. jf.: de, der søger at nedkanonere Schiller ved Hjælp af det moderne Skuespil. Brandes.XIV.373.