kække, v. [ˈkægə] (sj. (skrevet) kægge. Kaalund.254. CEw.Æ.IV.73). -ede ell. (nu ikke i rigsspr.) -te (Moth.K81). vbs. jf. I. Kæk. (ænyd. d. s.; til III. kæk; jf. II. kæge, II. gække samt (m. h. t. bet. 2) ænht. kecken, om ravn, krage: skrige) 1) om gæssenes skrigen: gække (II) (jf. I. kvække 1.1). *Høns skreg, Giæs kieckede. Cit.ca. 1710. (GkS 799.4). *En Rov-Fugl lod sig see. Strax Gaasen frygtsom kiekker. Prahl.ST.I.48. *de Vild-Giæs kiækked høit i Flok. Grundtv. Snorre.I.81. Rørd.TA.8. Feilb. Faarene brægede i deres Folde, Gæssene kækkede op, Hanerne gav Hals. Rørd.S.19.   ordspr. den gaas, som hovedet er af, kækker ikke mere olgn. Mau.2628. Luxd.(Skuesp.VII.448). Grundtv.Saxo.I. 274. CBernh.III.137. naar en gaas kækker, saa kækker de alle, (nu næppe br.) især brugt om kvinder, der snakker i munden paa hinanden (jf. bet. 3). Moth. G90. VSO.II.330. den gaas kækker højt, som har en god gase, (nu sj. i rigsspr.) især brugt om kvinde, der er hovmodig, pralende som følge af sin mands rigdom ell. høje stilling. Moth.G90. VSO.II. 330(se u. Gase slutn.). Krist.Ordspr.nr.2759. 2) (l. br.) om forsk. andre fugles skrigen. Dér kække et Par Skader. Baud.HS. 24. Solsort og Drossel kæggede lystigt i Krattet. CEw.Æ.IV.73. 3) (l. br. i rigsspr.) overf. anv. af bet. 1: tale paa en maade, der minder om gæssenes kækken; især: sladre, snakke (flere paa samme tid, i munden paa hinanden); tidligere ogs.: bagtale, bagvaske (Moth.K82. VSO.III.K71). Moth. K82. *Vi ville udbrede . . | Din Roes og dit Minde . . | At Store og Ringe og Viise og Giække | Maa skryde og nyne og sladdre og kiække . . | Om dine Bedrifter. Ew.(1914).IV.387. nu hører man overalt det bløde, melodiske italienske Sprog istedetfor det kjækkende og vamle engelske. RudBay.EP.II.118. Feilb. saa begyndte alle fire Fruentimmer at kække op ligesom Gæs, der bliver bange. Schand. F.533.