irregulær, adj. [ˈireguˌlæ^?r] († irregulier. Wiedewelt.T.10). (gennem ty. irregulär, fr. irrégulier fra mlat. irregularis, af præfiks in- (2) og regulær;  ell. fagl.) som afviger fra reglen, det regelmæssige; uregelmæssig; uregelret. Moth.Conv.I37. Riget, hvoraf hand af sine Undersaatter blev drevet formedelst sit irregulaire Lefnet. Holb.Intr.I.360. Man tager 2de Tal efter Behag, i hvor irregulaire de end monne være, som qvadreris hver for sig. Sylvius.Geom.89. det Afstikkende, Irregulære (Brandes.I.545: Uregelrette) i deres (dvs.: nogle gadeoriginalers) Ydre og Væremaade. Brandes.DD.122. Irregulært . . Lejeforhold. Lassen.SO.925.   (geom.) om figurer: hvis sider og vinkler er indbyrdes uens. At giøre en irregulair Polygónum 3 gange større. Sylvius. Geom.48. Aller.II.1002.   irregulære tropper, ⚔ tropper, som i udrustning, organisation, bevæbning olgn. afviger fra hærens andre afdelinger. MilTeknO. Sal.²XII.509.