hjabre, v. se jabre.

jabre, v. (ogs. hjabre, hjavre. MDL. Feilb. LJBøttiger.Æbeltoft.(1893).360. (h)jæbre, (h)jævre. Feilb.I.615. se ogs. ndf.). [ˈjaurə, ˈjæurə] -ede. vbs. jf. Jabber. (lydord; sml. eng. (dial.) jabber, pludre, samt I. jappe og ebre; dial.) tale ell. læse hurtigt og utydeligt; tale hurtigt uden omtanke ell. i munden paa hinanden; jappe (I.2); sladre; jadre. Det er en slem Vane, at Børn jabre alt frem, hvad de læse. VSO. I Pugeskolerne hører man ideligen slem Jabren. smst. hiabre paa. MDL. Feilb. *(damerne) sad og jævred som Kværnen sku' briste. Bergstedt. TR.43. *Jeg hørte det jævre og skænde | i Skoven fra Ende til Ende. sa.(Pol.¹³/₆1926. Sønd.4).