hen-synke, v. [2] [-ˌsøɳ'gə] part. -sunket ell. (nu kun arkais.) -sjunket. (ænyd. hensiunke; jf. ty. hinsinken) 1) falde, segne, synke om ell. ned.    1.1) (nu l. br.) i egl. bet.; især om person: falde ell. segne om, ned (jf. -falde 2.1). vAph.(1764). *afmægtig, | Og kold hensank hun i sin Fiendes Arme. Ew. (1914).V.203. *den Gamle . . hensank | Pludselig død. Bagges.Danf.I.423. nu især m. overgang til bet. 1.2: Winth.HF.224. Lange, graa Vintereftermiddage sad jeg hensunken . . i en af de forsiddede Sofaer. Jørg.Liv.I.112.   (sj.) om vædske: synke og derved formindskes; forsvinde. Vandet paa Marken er nu gandske hensiunket. VSO.    1.2)  overf., især i forb. m. i: overvældes af; fordybe, tabe sig i; især: falde i dybe tanker; blive ell. være fuldstændig betaget af en følelse, en betragtning osv.; oftest i perf. part. i udtr. som hensunket i dybe tanker (jf. -falde 2.4). Fra dette Øieblik taug Vaulundur stille, og sad i dybe Tanker hensiunken i sig selv. Oehl.PSkr.II.56. den korte Uvirksomhed, hvori Rudolph syntes hensjunken siden den skjønne Elnas Besøg. Ing.EF.I.15. (han) taug og hensank i dybe Tanker. Gylb.EA.133. *Han længe sad hensjunket, | Ført af sin Tankes Strøm. Winth.HF.273. hensynke i Barbari. S&B. en Ungersvend (sad) hensunken i dyb Søvn. ApG.20.9(SkatRørd). 2) (sj.) tilintetgøres lidt efter lidt; falde, synke sammen; opløses; smuldre hen (jf. -falde 2.3). staae ham bi, i den gyselige Time, naar Støvet hensynker (dvs.: i dødstimen)!Birch.I.60. *Skyggernes Mulm hensynker for Solens | Opgang.Bagges.NblD.340. jf. bet. 1.2: naar han sidder ene, hensjunken som en Ruin, fortabende sig i Veemod. Kierk.IV.126.