helle-dud, interj. [hæləˈduð] (ogs. (sj.) -du. D&H. alm. -dus [-ˈdus] (NThThoms. UF.88) ell. især -dusse [-ˈdusə] ChEilersgaard. En moderne Helgen.(1902).43. Knud Pouls.U.113. Vestkysten.²⁴/₄1922.4.sp.4. ogs. udvidet: -dusseda [ˈdusəˌda] OMads.GU.127. StellanRye.LøgnensAnsigter.(1906).33. Kbh. ⁸/₄1923.2.sp.3. -dussedasse [-ˈdusəˌdasə] KLars.SA.147. LLarsen.Halvmennesker. (1903).38. Dannebrog.²⁸/₁1906.1.sp.8. jf.: *Helledusse dasse dov. Blækspr.1895. 26. (sj.:) -dussen. Bang.GH.216. (sj.:) -gud. NMøll.Shak.90). (omdannelse (vist især i barnespr.) af hellige gud (jf. ogs. hille) ell. herre gud; spøg., dagl.) udraab, hvorved man tilkendegiver medlidenhed, medynk, beklagelse, deltagelse osv.; herregud. Naa, saa Rødkjælken er ikke mer? Helledud da! Saa vil jeg i alt Fald haabe, at den er død en fredelig Død. Gjel.VG.185. Aa – Helle dusseda – Ja, vi Mennesker faar rigtignok hver sit Kors at bære, Madam Hansen. OMads.GU.127. han havde aldrig endnu hørt et ondt Ord fra hende. Helledud, – hendes Løn var dog saa ringe. SvLa.Sommerleg.(1902).98. Er det for min Skyld, at De glipper med Øjenvipperne, er det? Aa Helledusse, aa Helledusse da –! AGnudtzm.DB.75. Jaha! Helledud, bliv ikke vred kære Ven. AKohl. MP.III.119.

helle-gud, interj. se -dud.