I. Has (JTusch.67. LandbO.II.538. Feilb.) ell. Hase, en. [ha^?s, ˈha·sə]. flt. -(e)r [ˈha·sər] (ænyd. has, hase, sv. dial. has; laant fra nt. hase, mnt. hase, hose, ty. hose, hose, dial. ogs. om frugthylster olgn.; sa. ord som Hose; jf. Hassel 2 samt II. Hams   i alm. spr. især i flt.; Moth, vAph., VSO., MO. har kun formen Hase) skal, hylster, der (delvis) omgiver forsk. (træers) frugter, nu især om den klokke- ell. rørformede, fligede skaal, der omgiver hasselnødden. Moth.H103. Drejer.BotTerm.65.119. Hase. Lange.Flora.XXXIX. en fuldmoden Nød, der er smuttet af Blomst og Blad, af Svøb og Has. SMich.Gio.118. *Hun fødtes, da Hegnenes Nødder blev brune | og Haserne faldt. LCNiels.Vandringer.(1905).35.   (især fagl. ell. dial.) om frugthylster hos agern (Drejer.BotTerm.65), valnød (LandbO.II. 538), avnbøgens frugt (Lange.Flora.XXXIX); ogs. om bygstak olgn. (MDL.189. Feilb. Aakj.VF.145). Hindbær og Brombær .. skal være .. hele, tørre, uden has. Regulativ nr.318 30/6 1949.§10.   

II. Has, en. [ha^?s] (sj. Hase. vAph.(1759). jf. Bønhase u. Bønhas). flt. -er. (ænyd. d. s., jf. ænyd. hase, hare; fra ty. hase (has), hare (se Hare), tidligere ogs.: nar; jf. has(s)elere (u. harcelere)   som sidste led af ssgr. muligvis af (ell. dog m. tilknytning til) IV. Has, jf. fx. dial. -hæl i lignende ssgr. (se Feilb.I. 727. jf. Esp.310)   “bruges kun Spotviis . . men det er tydsk.” vAph.(1759). “dagl. Tale.” MO. nu næppe br. uden for ssgr. som Bøn-, Fedt-, Kludder-, Snot-, Vindhas, (l. br.:) Drat-, Fjolse-, Gerrig-, Gnavserhas olgn.   om Hans Has se Hans 1.3) naragtig ell. foragtelig (mands) person; nar; i ssgr. ogs. m. afbleget bet. som alm. nedsæt. personbetegnelse. *Paa andet Sted en bedre Mand | Jeg falder nok i Hænder, | Hvor findes Folk, skiønt mindre lærd, | Men ey deslige Haser (dvs.: som de lærde ægtemænd, der forsømmer deres koner). Holb.Sgan.17sc. Det er nok noget skiønt (for en ung kvinde) at holde af de unge Bengeler . . at være syg for saadanne unge Haser; jeg gad vidst, hvad der var ved dem, mand skulde faae Lyst til. KomGrønneg.I. 88. naaer man paa denne Tid (dvs.: om formiddagen) kommer til ham er han endnu ikke paaklædt, og saaledes gaaer den Has hele Formiddagen. Oehl.(Julebogen.(1920). 112). Hvad Du skriver mig om Baggesen glæder mig. Det er en Has! sa.(Ørst.Br. I.207). *Saa vindig som Pokker, | I flagrende Stads, | Med bølgende Lokker | Seer her man en Haes. Grundtv.Saxo.II.81. At en og anden Has ogsaa vil grine ad Dem, gjør slet intet til Sagen. Hrz.XIII. 231. PEMüll.³53. MO.

I. Hase, en. [ˈha·sə] (ogs. Has. [ha^?s] Oehl.Er.IV.269. Levin. Drachm.KW.36. LandbO.II.538. Sal.²X.937. Esp.127. Feilb.). flt. haser [ˈha·sər] ell. (nu ikke i rigsspr.) hase (Kingo.481. Kyhn.PE.23. jf. Feilb.). (ænyd. hase, haass, sv., fsv. has, no. hase; vistnok laant (jf. holl. haas); sml. ty. hachse, hechse, mnt. hasse, hesse, oht. hahsa (besl. m. lat. coxa, hofte) samt oldn. hásin, hælsene, oeng. hohseono   i fagl. spr. foretrækkes nu formen Has; vAph., VSO., MO., SvGrundtv., Saaby.⁷ angiver kun Hase) parti af (især led ell. til leddet hørende sene paa) menneskes ell. dyrs (bag)ben (jf. Haseled).   m. h. t. mennesker dels: sene paa bagsiden af knæet ell. den af knæsenerne dannede huling; bagside af knæled; knæhule (jf. Knæhas(e)). Moth.H102. *Een Klippe bærer Skulderblad og Arme, | Een Lænder, og den tredie dine (dvs.: Lokes) Haser. Oehl.NG.305. Pelle stod og samlede sig Rædsel til, saa hans Haser klippede. AndNx.PE.I.237. hun havde en Trapets af et Kosteskaft og to Tøjsnore. Der hængte hun sig i Haserne og gyngede. ORung.VS.36. dels (l. br.): (bagsiden af) partiet omkring fodleddet; partiet oven for hælen. (en fladtrykt høj hat) hvis Pul sænker sig 45 Grader mod det ene Øre, og hvis Sider har trukket sig sammen som Haserne paa et Par Ridestøvler. Bøgh.JT.565. Ryttersmanden (laa) og kløed sin venstre Has med sin højre Stortaa. Drachm.KW.36. *op til Tyrk de stadser (Don Juan) . . | han trak i vide Pantalons om Haser. sa.DJ.I.164.   m. h. t. dyr, især heste og kvæg: (partiet omkring) leddet ml. underben (underlaar) og bagfod, især dette partis bagside (hælen); sene, som hører til dette led. VSO. LandbO.I.189. Hasen (hos Heste) siges at være velbøjet, naar Vinkelen mellem Underlaar og Bagfod er c. 140-150°. Sal.²X.939(jf. Hasebøjning). Vender Haserne imod hinanden, er Hesten kohaset. smst.940(jf. IV. hase 2).   i særlige forb. skære haserne over (jf. hasehugge). VSO. deres Heste skal du skjære Haserne over paa. Jos.11.6(Lindberg). billedl.: naar han tog Bladet fra Munden, saa skar han igennem, – saa var Haserne skaaret over paa Vrøvlet. HøjskBl.1922.831. i haserne paa en olgn., (nu sj. i rigsspr.) lige bag efter, i hælene paa. *jeg frygter mig . . | At mig Døden er i Hase, | Og forfølger endelig. Kingo.481. Hand fuldte ham i haserne . . hand var ham altid i haserne. Moth.H103. (Sanchos æsel var) i Haserne paa Rozinante. Biehl.DQ.III.255. jf.: skal ieg efter dine haser, da skal ieg vist lære dig at tage benene med dig. Moth.H103.   smøre haser (jf. smøre hæle; vel omdannet (u. paavirkn. af IV. hase 3) af det ældre smøre sko, støvler i sa. bet.; jf. ty. sich die sohlen schmieren, nt. de hacken smeren, samt udtr. som Hasenfus, ty. seine schuhe mit hasenfett schmieren, flygte; sml. Hasesmører; dagl.) løbe (bort); stikke af. *Uvidende hand frem ad Veyen Haser smuurte. ReynikeFosz.(1747).80. *“jeg vil smøre Haser.” | Løber bort. Oehl.A.129. han smurde Haser med Krysterne. Grundtv.Saxo.III.136. Kierk.XIV.328. de vandrende Riddere smøre Haser (Biehl.DQ.III.257: Hælene) og lade deres troe Vaabendragere blive i Fiendens Vold.Lieb.DQ.II.208. EmilRasm. F.204. Feilb. (nu sj.) m. subst. i best. anv.: ReynikeFosz.(1747).110. (de) smurte Haserne hen ad Marken det beste de kunde. Biehl.DQ.I.171. *som en Flygtning, der har smurt sine Haser, | farer Donauen frem. Drachm.UD.236.

II. Hase, en. se I. Has.

III. Hase, en. se II. Has.

IV. hase, v. [ˈha·sə] -ede. (sv. no. dial. hasa i bet.: hasebinde, skære haserne over, slæbe fødderne efter sig, drive paa (kvæg); afl. af I. Hase; sml. I. hasse) 1) † binde paa hænder og fødder (jf. hasebinde). Moth. H103. 2) (vet. ell. dial.) som udtr. for en fejl ved hestens gang, bestaaende deri, at haserne vender ind imod hinanden (jf. u. I. Hase og Hasestilling); især (fagl.) i udtr. som hasende gang ell. fodskifte. EViborg. HestensYdrelære.(1821).121. GCWith.Veterinairvidenskab.I.(1836).323. Kværnd. hesten haser. Feilb.  3) (dial.) som udtr. for hurtigt løb; dels i forb. som hase efter, følge lige i hælene; være lige i hælene paa. Hunden haser efter haren. Moth.H103. dels i forb. haseˈ af, stikke af; smøre haser. Kalk.II.171(falstersk). dels m. person-obj.: indhente. smst.(sjæll.). 3 som udtr. for hurtigt løb. *(Amor) hasede saa gru'lig stærkt af Sted | Og glemte rent at tage baade Pil og Bue med. vise 1889.OrdbL. En tidlig Morgen kom Per Frem hasende oppe fra Stationsbyen. Gravl.Nytaar.(1925).167.    4 i forb. hase op, (jæg.). hase op, gennemskære Huden mellem Hasesenen og Lægbenet paa det skudte Vildts ene Bagløb. DJagtleks.I.523.   

V. hase, v. [ˈha·sə] -ede. (sv. dial. hasa; afl. af I. Has (II. Hase); jf. afhase; l. br. i rigsspr.) hase en nød (af), pille en nød ud af dens has(e); fjerne hasen fra en nød (jf. II. hamse 1, III. hasle). Moth.H103. De sælge Nødderne uden at hase dem. VSO. MO. Feilb. OrdbS.(sjæll.).

VI. † hase, v. vbs. jf. Haseri. (jf. ty. hasen; til II. Has) opføre sig som en nar; være latterlig olgn. Moth.H96.

Hase-, i ssgr. af I. Hase.