hals-hugge, v. præt. -ede; part. -et ell. (nu kun bibl., som fk.) -en (Holb.DH.I.526. Sech.D.I.314), hvortil best. f. og flt. -ne (Aab.20.4 (1907: halshuggede). KSelskSkr.VI.245). vbs. -else (s. d.) ell. -ning (s. d.), jf. Halshug. (glda. d. s.) hugge hovedet af en ved at føre et slag med et skarpt redskab (især: økse ell. sværd) mod ens hals; henrette. han sendte hen og lod Johannes halshugge i Fængslet. Matth. 14.10. (Cromwell) overvandt Kong Jacob udi et stoort Feltslag, fik ham fangen, og lod ham om aftenen halshugge. Holb.GW. (1724).25sc. Ew.(1914).IV.324. Naar Domme fuldbyrdes paa Misdædere, som ere dømte til at halshugges, skal Henrettelsen herefter altid udføres med Øxe. Forordn. ²¹/₁₀1791. TroelsL.³XII.171. Den graa Novembermorgen gik op over Stokholm . . De halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn. JVJens. SS.72. jf.: *Han drager sit Sværd af det brune Skind, | Og halshugger Rose med Lilie. Oehl.XXX.116. (jf. dekapitere S ).