gudskabt gud-skabt, part. adj. som gud har skabt. 1) (højtid., især poet.) i egl. bet. *Der klang det som den reneste | Gudskabte Harmonie. Winth.X.335. 2) (jf. livskabt samt Gud sp.2931ff.; dagl.) i udtr., som betegner, at noget gælder uden nogen som helst indskrænkning ell. forbehold, i alle tænkelige tilfælde. indrøm, at kedeligere (avis) har De for Deres gudskabte Øjne aldrig set. Soph Clauss.UB.14. Ikke det gudskabte Menneske i Verden kunde udholde de Timer, han havde gennemgaaet! Christmas.UT. 235. saadan kunde han blive ved hver eneste Gud-skabte (dvs.: “evige”) Aften. Hver Aften en flunkende ny Historie. AaIbs.T. 155. Der bôr en Dævel i hvert eneste gudsskabte Fruentimmer! Wied.Silhuetter. (1891).25. jf. Esp.108. Feilb. samt (sj.): Han vilde have givet sit Liv for at kunne sige noget morsomt, men hans Hjærne blev tom af at søge og han fandt end ikke et eneste, gudsskabende Ord. Emil Rasm.SD.160. (gude-. det var ikke til gudeskabt Gavn. Rosenkrantz.Barberkniven.(1915).202). 1 yngre: i gudskabt nøgenhed. NisPet.D.55. den sande Tilværelse, som først bliver human, idet den erkendes som gudskabt. Kehler.UT.41. Vis mere +