Gaaende,1 I. Gaaende, et. (ogs. Gangende. Feilb.). (jf. sv. gående; vbs. til gaa (gange); uden for ssgr. som Dyb(t)-, Forbi-, Velgaaende kun dial.; jf.: “hos Almuen.” Levin.) 1) handlingen at gaa. 1.1) til gaa 1: vandring; gang. Der var knap to Timers Gaaende til Stranden. Levin. ordspr.: et lille staaende gør et langt gaaende, medens den ene staar stille, vinder den anden et godt stykke frem; ogs. overf.: den energiske og raske kommer først, vinder fordel. smst. 1.2) til gaa 2: bortgang; afgang. Det kongelige Admiralitets- og Commissariats-Collegium, som var kommet ombord . . blev saluteret ved Kommende og Gaaende med 9 Skud. StBille. Gal.I.14. 2) føre (I). Feilb. (u. gangende). Vis mere +
gange,2 II. gange, v. [ˈgaɳə] -ede. vbs. -ning. (ikke i MO.; af Gang 5.2; jf. II. Ganger; især skol.) multiplicere. det en Td. Hartkorn paalignede Beløb, ganget med 5. Dagbl.3/2 1888.2.sp.1. hvor et Afladsbrev var givet af flere Bisper i Forening, kunde det Antal Dage, Brevet lød paa, ganges med Antallet af Udstederne. DanmRigHist.II.663. Hjortø.IU.118. Man lærer . . Børnene, hvad der forstaas ved at gange med et helt Tal. GjedvedSeminarium.1862–1912.39. i forb. m. adv. op, ud. en behagelig kunde som jeg, ganget op med andre af min slags, er i stand til at ødelægge en forretning. Pol.28/5 1956.18.sp.3. gange ud, udføre gangninger i et regnestykke. OrdbS. Vis mere +