forvoven forvoven, adj. [fωrˈvå?v(ə)n, gldgs. -ˈvωu'ən] († -vovet. Falst.Ovid.88( Hovet). † -vovend(e). Holb.NF.II.60. sa.Ep.IV.463. † -vaagen. Hummer.JS.II.76). gradbøjn. især ved omskrivning m. mere og mest, (sj.) komp. -vovnere (Ing.RSE.VI.80), superl. -vovnest (JLange.II.243). (ænyd. forvogen; laant fra ænht. verwogen (sideform til ty. verwegen, jf. sv. förvägen), ell. omdannet af ænyd. glda. forweyen (fra mnt. vorwegen, perf. part. af (sik) vorwegen, hensynsløst beslutte sig til noget, jf. hty. sich verwägen) under indflydelse af vove og ænyd. glda. forvove, forvoge (sig), vove; besl. m. veje og vove) 1) om person: som besidder stort vovemod, gerne og uden betænkning vover noget, indlader sig paa farefulde handlinger, selv om der kun er ringe udsigt til at slippe godt derfra (stærkere udtr. end dristig, svagere end dumdristig; jf. ogs. PE Müll.3166); ogs. om handlinger olgn., som vidner om denne egenskab. man (kan) sige, at Gierningen var heel dristig, ja saa forvovende, at, hvis Udfaldet ikke havde været godt, kunde Carthaginienserne have Ret til at fodre ham til Straf. Holb.Herod.74. forvoven indtil Dumdristighed. Ew.VIII. 28. Magnus udmærkede sig (ved) et forvovent Mod, der ingen Fare skyede. Molb. DH.I.448. I seer just ud til, at I en Gang skal brække Halsen, saa forvoven som I er. HCAnd.VII.216. det store forvovne og forvildede Amerika. Bregend.TGK.118. 2) (jy.) overmaade stor. Bakkerne ere . . stejlere, mere forvovne. Blich.IV.17. Feilb. 1 forvoven krop, se I. Krop 3. Vis mere +