forsonlig, adj. [fωr- ˈso^?nli] forsônlig. Moth.S608. (jf. ty. versöhnlich) let at forsone (1-2); tilbøjelig til forsoning. *Mon hand ey kort tilforn mig ogsaa loved har | . . at hand forsonlig var? Graah.PT.II.83. jeg var forsonlig nok til at tilgive ham den Ringeagt, han havde viist mig. Ew.VIII.201. *Som den bedste Munk hun præked | Om et forsonligt Sind. Winth.HF.142. være forsonlig stemt ┆