I. føj, adj. (sjældnere føje (jf. Feilb.). ogs. skrevet foj). (sv. dial. fåj, bange, no. dial. føy; fra nt. foj(e); besl. m. fy, II. føj; dial.) som skammer sig; skamfuld; flov (3). Hand blef meget foi. Moth.F274. VSO.II. 137. MDL.124. Feilb.   † *Jeg Stymper blev i Modet foy (dvs.: forsagt). Cit.ca.1725. (NkS4°820.99).

I.  Føje, en. [ˈfωiə] uden flt. (glda. føghe, føffue, føye, ogs. m. bet. “passende maade”; fra mnt. voge (jf. hty. fug), sammenføjning, passende maade, beføjelse; til IV. føje; l. br. uden for staaende udtr.)  1) (, især i stift spr.) fyldestgørende grund ell. anledning (til noget); tilstrækkelig berettigelse; beføjelse. de foreslaaede Valg ere begrundede i Ret og Føie. MR.1848.113. Med sådan Føje og Støtte skrev jeg denne Bog. GSchütte.HH. 8. finde føje (til), finde anledning (til). Da de i 1922 stedfundne Begivenheder indenfor Banken . . er tilstrækkelig bekendte, har Bankraadet ikke fundet Føje til at offentliggøre nogen egentlig Beretning. BerlTid.²²/₃1923.Aft.1.sp.3. give føje (til), (nu næppe br.) give berettigelse ell. anledning (til). *jeg skuer hen | I Aaret, der henrandt, og hver dets Dag gav Føie | Til sig for nydte Vel med Tak i Støvet bøie. JSneed.III.244. en eller anden uoverlagt Yttring, der kunde give Føie til at fordre hende udleveret. Rahb.Tilsk.1804. 613. have føje (til), have god grund, berettigelse (til). man (maa) tilstaae, at Autor derudi haver Ret og Føye. Holb.JH.I. 456. (vi) have den billigste Føie af Verden til at besværge os over ham. Rahb. Tilsk.1794.578. hvad der fra Historikerens Side kan have sin naturlige Føje, behøver dog ikke at være det sidste Ord i Sagen. JLange.I.367. *Hvem har føje til at vredes? NMøll.R.3. jf. DSt.1922.137. der er (ell. gives. Politievennen.1798/99.657) føje (til): der var ingen tilstrækkelig føje for de senere indkomne munke til at forandre dette. ADJørg.II.278. Herom er der maaske dog Føje til at tvivle. Tilsk.1920.I.269. især i forb.  med (ell. uden) føje, med (ell. uden) berettigelse; med (ell. uden) god grund; med billighed (1). vi maa skamme os ved vor Herredomme, som vi øve med saa liden Føje. Holb.Masc.III.11. hun er med al Føie indigneret. Hrz.III.267. du tog Pant af dine Brødre uden Føie (Chr.VI: foruden aarsag), og trak Klæderne af de Nøgne. Job.22.6. OLund.FridtjofNansen. (1902).40. i en (nu afskaffet) karakterberegning: 1ste Karakter med Føje (dvs.: 2. grad af 1. kar.). FLESmith&Bladt. Den da. Lægestand.⁵(1885).371.   (nu næppe br.) konkr.: adkomstbevis. enhver (læge), som vilde praktisere i Staden, (maatte) indsende sit Navn, og sin Føje til Praktik, til Kanselliet. Politivennen.1801.2732.  2) (til IV. føje 5; efter præp. til) føjelighed (3.1-2); eftergivenhed. de tvinger modstræbende Kvinder sig tilføje. EMikkels.N.37. nu næsten kun i udtr. falde til føje (jf. mnt. in die voge fallen) (omsider bekvemme sig til at) give efter; opgive sin modstand. *Fortryd din Daarlighed, Leander, fald til føye. Holb.Mel.V.5. (de) formanede dem, til at falde til føye, ingen Fiendtlighed at begynde. Slange.ChrIV.701. PalM.VIII.304. Dersom han nu vilde begynde at tigge og overtale hende, skulde hun nok falde til Føje. RGandrup.Mørket. (1917).138. 3)  til føje (for), til gavn, baade (for). Alle disse (tilskuere) paa Scenen taler halvhøjt med hinanden . . til liden Føje for Illusionen, men ogsaa til lidet Afbræk for den. Brandes.VIII.118.1 tilstrækkelig berettigelse. Grunden og Føyen til disse tvende stridige Ønsker. NyerupRahb.IV.19. som det med fuld Føje er fremhævet i foranstaaende Erindringer. NationaløkonTidsskr.1942.352. Direktoratet for ulykkesforsikringen .. skønnede, at der forelå føje til sagsanlæg. Ugeskr.fRetsv.1951.A.1058.   384,3 med (ell. uden ) føje. uden føje. Redaktionelt 1949.(se u. uføjelig 2 ).   2 føjelighed; eftergivenhed. De ærgrede sig over de gange, de havde ladet sig true til føje med politiet. BechNygaard.Misvækst.(1957).107.   

II.  føje, ubøjeligt adj. [ˈfωiə] (ænyd. glda. føghe, føffue, ænyd. føye; fra mnt. voge, egl.: passende; besl. m. I. Føje, III. føje; m. h. t. bet.-udviklingen jf. maadelig (og lat. modicus)) 1) som adj.: lille, ringe af omfang, udstrækning, varighed, betydning osv. (især brugt attrib.). *Han gierne fremmet Folck vil tage i Forsvar, | Det er en føye Ting, hand derfor af dem tar. Holb. Paars.35. (de) havde drukked en føye (dvs.: en smule) Viin, og . . var blevne meget lystige. sa.Hh.II.66. *Mig er dog Livet til føie Lyst: | Mit Haab er knust. Ing.DM. 62. *derfor min Ros er saa føje. Ploug.I. 188.   nu næsten kun (især poet. ell. højtid.) om tid: kort. *hvilken Løn for korte Savn | I nogle føje Dage! Thaar.PB.18. *Sig føje Stunder Kongen gav, | Han vilde brat indgange. Grundtv.PS.III.197. *om føie Aar | Heden som en Kornmark staaer. HCAnd. X.510. *hvad der nys var ungt, | skal inden føje fældes.Jørg.D.10. især i forb. føje tid: endnu et Lidet, en føie Tid, saa skal Fortørnelsen endes. Es.10.25. om føie Tid. Blich.(1920).VII.42. Om en føje Tid staar Bøgen i Flor. Fleuron.IN.35. 2) som adv.: i ringe grad; lidet. *Han tænkte paa de gamle Ting, | De ny ham huged føje. Grundtv.PS.V.339. *Kun føie den Konst ham glæder, | Som leger med farlig Brand. Ing.DM.20. Tysk Drama spilles naturligvis føje (i Prag). Bang.TA.254.   oftest i forb. agte føje, (især poet.) kun bryde sig lidet om. *Forældre, Slægt og Blod jeg agter ickun føye. Holb.Mel.I.6. *Keiserens Krone jeg agted føie | Mod Aanden, jeg saae i den Stores Øie. Ing.RSE.VI.216. *Verdens Dom og Ros han føje agted.Ploug. I.299.   m. h. t. tid: kort. *dette Held kun vared' føie! Hrz.D.IV.181. *Jeg fulgte ham, og kun vi vandred føie | Før Vandets Torden alt saa nærved lyder. CKMolb.Dante. I.98. *mangen svedig Pande | imod Gulvet slog, | skinned føje efter | som en Sol for Bord. Stuck.SD.43.   (bornh.) næppe; knapt. Esp.80. saa hedder det endda at Mennesket fødes i Synden; det er føje til at forstaa. AndNx.DM.IV.11.

III. føje, adj. se I. føj.

IV. føje, v. [ˈfωiə] Høysg.AG.41. -ede. vbs. † -else (s. d.), -ning (s. d.). (glda. føghe, føffue, føye (Brandt.RD.II.160); fra mnt. vogen (hty. fügen); jf. I. Føje, II. føje; besl. m. Fag, I. Fuge)  1) næsten kun i forb. m. adv. ell. præp.: passe to (ell. flere) ting ell. dele ind i hinanden ell. sammen, saa at de slutter til ell. om hinanden, kommer til at danne et hele, bliver forenet ell. forbundet. Der blev føiet et Bret i (nu: ind i. jf. MO. D&H.) Aabningen saaledes, at det ikke kunde kiendes. VSO.   føje (noget) om, lade (noget) slutte sig om, omslynge. *Da føied hun sin Finger hvid | Alt om min hede Kind. Winth.IV.104. *Kom hid, at jeg min Arm kan om dig føie! CKMolb.Dante.I.200. refl.: slutte sig om. *Da skulde blank i Gyldenbrand | En Rosenkrands, en Perlerand | Om eders Lok sig føie. Winth.I.36. (sj.) uden præp.: *O! var jeg Kjeden om din Barm! | Hvor skulde jeg mig smidig føie. smst.73.   føje (noget) sammen olgn. (jf. sammenføje). du skal føye paulunet tilsammen (1871: sammenføie Paulunet), og det skal være eet. 2Mos.26.11(Chr.VI). han tog de adskilte Stykker af en Fløite frem, hvilke han føiede sammen. Hauch.III.65. *Flink skraber han (dvs.: brolæggeren) Fure | og føjer sin Mosaik sammen. JVJens.Di.³ 134.   føje (noget) til (jf. tilføje). 1. egl.: forene (noget) med. Anno 1618. lod (Chr. IV) anlegge en nye stad paa Amager, kaldet Christianshavn, hvilken ved en stor broe blev føyed til Kiøbenhavn.Holb.DNB. 320. der blev føjet to waggoner til togstammen, saa at ingen passagerer blev efterladt paa stationen ┆ jf. (l. br.): *Med sænket Nakke, Haand til Kinden føiet, | Hun sidder taus. CKMolb.SD.205. 2. (især refl. ell. i pass.) m. h. t. person. (Maria) føjede (nu alm.: sluttede) sig til de Forrige og gav Samtalen en anden . . Vending. Blich.III.86. spec. (bibl.) m. h. t. mand og kvinde (hustru): (Lea) fødde en søn, og sagde: nu . . skal min mand føyes (1871: holde sig) til mig. 1Mos.29.34(Chr.VI). jeg haver føyet eder til (1819: trolovet Eder med) een Mand, at jeg kand fremstille Christo en reen jomfru. 2Cor.11.2(Chr.VI). *Føjed du (dvs.: Grundtvigs hustru) paa Pilgrimsfærden | Dig end til en plaget Mand. Grundtv.PS.V.369. 3.  lade noget følge med ell. efter noget (især: af samme slags); forøge noget m. h. t. mængde ell. udstrækning. OeconT.II.16. *Han Skjemt til Alvorlighed føjer, | Han er baade streng og god.Blich. D.II.84. erotisk rigtigt forstaaet . . er al Adderen en Subtraheren, jo Flere En føier til jo mere trækker han fra. Kierk.VIII.96. Maa jeg føje min Lykønskning til de Andres. Tops.III.281. Herren føjede (1819: lagde) daglig til dem nogle, som lode sig frelse. ApG.2.47(1907). spec. m. h. t. opregnede argumenter: Føjer man nu hertil, at Coleridge selv skrev tre Sonetter . . hvis svulstige Talemaader udelukkende var tagne af hans egne Digte, saa lader det sig ikke nægte, at (osv.). Brandes.V.341. føj hertil (dvs.: til hans allerede omtalte skavanker), at han ikke er helt paalidelig, og De vil kunne forstaa, at jeg ikke vil have ham i min tjeneste ┆ refl. spec.: summere sig op til at udgøre (et større antal olgn.). Dage gik efter Dage og føjede sig til Uger.Tops. I.21.   føje ved, (nu næppe br.) knytte til; lade medfølge. de Gebærder, som ere føyede ved vore Gierninger.Holb.Ep.I.207. 2) (især ) forme paa en vis maade.    2.1) trans.: give en vis form. *Hun Haaret i en Fletning føier. Hauch.Lyr.126. især m. h. t. (sprogligt) udtryk: føje sine ord olgn., belægge sine ord. (han) var heel veltalendes, og som mand siger, kunde vel føje sine Oord. Kyhn.PE.72. *favre Ord forstaaer jeg ei at føie. Hauch.MS.17. Hvorledes vilde han høre paa hende, og hvorledes vilde Gud føie hendes Tale. HCAnd.IV.221. de simple Ord, som de dengang lød og føiedes, give . . et eget Indtryk af Tidens Aand. SophMüll.VO.666. (sj.:) *Tys, min Cither! agt derpaa, | dine Strenge blødt at føje. Drachm.PHK.23.    2.2) refl.: antage en vis form. Tusinde have den Gave, at Ordene let føie sig for dem til Vers. Sibb.I.7. *Talen sig saa kunde føie. Hauch.SD.II.307. (Hørups tale) føjede sig af sig selv kunstnerisk sammen til latter- og sympativækkende Genrebilleder. Schand.O.II.75. 3) refl. (især upers.): hænde; ske; træffe sig (paa en vis maade). Det føiede sig ret uhældigt, at han just nu skulde komme. VSO. *At nær ved Kirke stander Slot, | Det sagtens kan sig føje (dvs.: er ikke saa sjældent). Grundtv.PS.III.196. *Saa sandt jeg lever! det sig selsomt føier: | Du søger Kongen, og for ham du staaer. Heib. Poet.III.478. man veed jo aldrig, hvordan det kan føie sig. Gjel.M.28.   (nu næppe br.) forme sig, gaa (for sig) saaledes, at noget faar et bestemt (godt) udfald; give et vist (heldigt) resultat. *Rart (dvs.: sjældent) sig noget ret vil føje, | Under fremmed øje. LKok.(PSyv.Viser.(1695).585). Saadanne Skærmysseler forefaldt der fleere paa denne korte Vey, som meget vel føyede sig for Kong Karl, i det hand der ved bekom Rum og Tiid, at bryde op med sin Leyr. Slange.ChrIV.294. Paa den Maade kan det aldeles ikke føie sig. VSO. *stræb, at Du følger det rigtige Spor! | Saa torde din Jagt sig vel føje. Blich.D.II.202.   (jf. bet. 5.2; l. br.) m. udtr. for lykke ell. ulykke som subj. *Hvor underlig sig Lykken dog mon føie! Bagges.Ungd.I.34. *Man hører om uforsigtige Skud, – | Hvor let kan et Uheld sig føie. Heib.Poet.X.290. 4)  indrette; mage; beskikke (1.2); anordne (1.2); især styrende neutralt pron.: *At lade sig nøye, | Som Gud det vil føye. Brors.178. Det maa føies paa en anden Maade. VSO. *Lykkens lunefulde Spil | Leger ei med Sjæle: | Alting føies som Gud vil. Ing.RSE.VII.243. *Hændelsen det saa har føiet. Heib.Poet.IV.133.    (nu næppe br.) m. et substantiv som obj. Neptunus føyede Vindene for Skibet efter ønske, at de snart kom hiem til Salentum. Dumetius. III.55 (jf. bet. 5.3). især i forb. føje (nu: træffe) anstalt(er) ell. foranstaltninger olgn., gøre forberedelser (jf. u. Anstalt 1.1, Foranstaltning og forføje 1.2). (en betingelse) er, at (staten) ikke forsættelig føier Indretninger, der biedrage til at fordærve Folkets Moralitet. Birckner.Tr.147. † (emb.) i præs. part. m. pass. bet.: Hvilket tjenstlig meddeles Hr. Justitsraaden til behagelig Efterretning og videre føiende Foranstaltning. Hylling.HJ.508.    refl. *før til Svar hun sig føie kan (dvs.: før hun kan faa svaret), | Fremspringer Asbjørn. Ing.VSt.267. 5) (mere ell. mindre frivilligt) give afkald paa at sætte sin vilje igennem til fordel for en anden; gøre ell. handle efter ens vilje; imødekomme ens ønsker; give efter for en.    5.1) om person; især m. person-obj.: tag hand kun Pigen, og jeg, for at føye ham, vil blive ved Jomfruen. Holb.Pern.III.6. Samme Prospecter kand og for at føye adskillige Liebhabere, faaes Stykviis i bare Kobber. Adr.¹⁵/₁1762.sp.10. du (vil) aldrig . . nægte vort Barn noget, som hun beder om, dersom det er muligt at føje hende. SvGrundtv. FÆ.I.159. føje en i noget, rette sig efter en m. h. t. noget. Moth.F437. Du vil bestandig gjøre Indvendinger mod min Villie, men bestandig ende med at føie mig i den. Heib.Poet.VII.27. *For Dig vil jeg kjæle, i Alt Dig føie! Winth.II.158.   m. obj., der betegner vilje, ønske osv. *Skiøndt gierne strax min Lyst jeg vilde føie, | Skal jeg dog vise dig, at jeg er god. Oehl. L.I.72. jeg har føiet ethvert af Deres Luner. Oversk.I.317. (ungdommen) vil at Alt skal rette sig efter den, og hele Verden føie dens Ønsker. Kierk.IV.149. jf. (sj.): *Er Keiser Carl Holger Danske god, | En Bøn saa vil I mig føie (dvs.: opfylde). Ing.RSE.VI.210.   (sj.) m. obj. af anden art. Erfarenhed lærer, at 15 Gange saa meget at være nærmere Solen vil ikke føye (dvs.: give dem ret i) deres Mening, men det befindes gandske anderledes. Heitm.Physik. 70. Skrækken slap sig løs i Maven paa ham, saa han paa Stedet maatte føje Naturen (dvs.: forrette sin nødtørft). JVJens.FD. 55.   (l. br.) uden obj. *Prindsessen der har godt nok for at føie; | Hun bliver i sin bløde, varme Seng. Oehl.A.172. jeg er saa føjelig . . skænde . . det kan jeg – men jeg føjer bagefter. BT.²¹/₁1923.22.sp.3.    5.2) (især ) om lykken: være gunstig. Lykken føiede, og Svensken leed . . et Nederlag. Mall.SgH.290. Naar man er paa et Sted (dvs.: Kalifornien), hvor Leiligheden er saa udmærket, skal man saa ikke bruge sig og vente indtil Lykken føier. Hrz. XVI.230. nu kun m. person-obj.: *Hvor uformodentlig mig Lycken dog har føyet. Holb. Mel.IV.4. Stub.Arier.75. *Jeg takker min Gud, jeg slap saa godt! | Jeg seer, mig Lykken har føiet. Hrz.D.II.118. D&H.    5.3) (egl. ; nu sj.) om vinden: være gunstig; give medbør. *Svensken sig skyndte med føyende Veyr | I Havnen, om mueligt, at rende. Sort.HS.F1^v. (det) var besluttet at gaae til Seils, og saalænge Vinden vilde føie, at holde Søen. Wand.Mindesm.I.351. (vi) skulde lette næste Dag, hvis Vinden føjede. Blich.III.546. m. person-obj.: Seiladsen . . gik langsomt . . thi Vinden (Chr.VI: været) føiede os ikke. ApG.27.7. det gik kun langsomt, thi Vinden vilde ikke føie dem. Grundtv.Snorre.II.173.    5.4) (nu l. br.) refl.: give efter. *Han greb om Rorets Egepind, | Sig Baaden maatte føie. Bødt.173. *Du bør Dig føie som en god | Og eftergiven Datter. Hrz.AG.25. (jf. bet. 3 slutn. og 5.2:) Vil kun Lycken føye sig, saa skal alting finde sin rigtighed. KomGrønneg.I.323.   føje sig efter, rette sig efter. hvorvel han ikke havde antaget Christi Lærdom, føyede (han) sig dog efter Constantinum i at beskytte de Christne. Holb.Kh.185. (han) vil gierne føye jer i hvad I vil, saa fremt I vil kun føye jer efter ham. KomGrønneg. I.128. Megen, meget (kan) altid føje (nu: rette) sig i Kjøn efter det Substantivum, som det staaer hos og svarer til. Høysg. AG.157. D&H. (m. overgang til bet. 3:) lad os nu alligevel haabe, at dette maa føje sig efter vore fælles Ønsker. Esm.III.231.   føje sig i noget, (nu sj.) finde sig i noget. Vi formaae ikke at sætte os op imod vor Skiebne . . maae derfor med Taalmod føie os i den. Oehl.VS.12. Blich. II.541. jeg skylder hende at føie mig i Alt, hvad der er mig muligt. Kierk.VI.313. 6) (nu kun arkais. ell. poet.) refl.: d. s. s. forføje sig (2). *Om Du vilt Tiden vide, | Husbonde, Pig' og Dreng, | Da er det paa de Tide, | Man føjer sig til Seng. Vægtervers.Kl.10. *(han) føjer . . sig op til Kongens prægtig Slot. Kyhn.PE.19. nu da hver Mulighed for Liv var omme, hvorfor føjede hun sig nu ikke til Ro. Kidde. B.419.1 (jf. (ogs.) hen-, hos-, ind-, vedføje ).   4 indrette; anordne. skeer det ikke (: betaling af indskud i en enkekasse) , maa de vente den anstalt uden længere henstand føyet, at (osv.). BerlTid.23/4 1751.Till.2.sp.1. *Du derfor nu din Lejlighed maa føje | til Ordet ret alvorlig at fordøje. Grundtv.(se u. Lejlighed 4 ).