edre, v. [ˈæðrə] -ede. (jf. oldn. eitra, ty. eitern; af I. Edder; jf. edret) 1) (nu l. br. og uden for præs. part. kun højtid.) til I. Edder 1 (og 3): ødelægge ved gift; forgifte. Moth.E9.    især overf. hver Livsens prægtig Lyst . . eddres af Dødens Kræft. JPJac.I.178. (jf. Edder 3) m. h. t. strid olgn.: gøre bitter, skarp, forbitret (“giftig”). To Ting bidrog ikke lidet til at ædre denne Feide. Rahb.E.III.220. (jf. bet. 2:) Striden havde æddret sig. smst.V. 285.     præs. part. edrende. 1. (sj.) giftig; ætsende. hvert af hans Ord faldt som en æddrende Draabe (dvs.: “giftdraabe”) i Kongens Sjæl. CBernh.IV.21. 2.  giftspyende; giftig. dette Rædselsbudskab: Døden . . bed sig . . ind i hans Hjærte som en edrende Slange. Kidde.AE.II.188. 3. (jf. I. Edder 3; dagl., l. br.) overf., som adv. i udtr. edrende gal, edderspændt; “ædende gal”. D&H.  2) (nu næppe br.) til I. Edder 2: fremkalde betændelse i (saar olgn.); især dep. ell. refl.: sætte edder; gaa i betændelse; blive ondartet. Bylden begynder at eddres. MO. D&H.    overf. (jf. u. bet. 1). *lad (saaret) bløde . . lad det æddre sig. Rahb.PoetF.II.163. (hjertets) Saar æddredes her, hvor Keedsomhed og . . Græmmelse . . giød deres Gift deri. sa.Fort.II.124. (m. aktiv bet.:) den giftige Braad blev siddende i Saaret og æddrede det (orig.279: og Saaret æddrede). HegermL.DFort.²(1862). 254. 1 forgifte. overf. det gjorde ham “kruset i Panden og æddret i Sindet.” Folkekal.1869.72.    part. edrende. 1. moralske Onder i Selskabet (: samfundet) , som hengaae ustandsede, endskjøndt de som en æddrende Gift trænge ind til dets Marv. Cit.1839.(KirkehistSaml.7R.IV.506).   3. (jf. Edder- (S) ). “Vi (: nogle drenge) er en hemmelig Forening, og den hedder Heta .. ” – “Er den ikke edrende, smadrende fin.” TomKrist.He.76.   2 gå i betændelse; blive ondartet. Buboner (: lyskebylder) , der deels fordeelte sig, deels æddrede. Barclay.De i Vestindien herskende Sygdomme.(1830).128. med edrende Bylder paa Lemmerne af Lænken. JVJens.CT.306.    overf. gaa med Savnet edrende i sig. MartinAHans.L.157. m. subj.-skifte Og det Meteor havde jeg gaaet og edret med i Roden af Sjælen hele mit Liv! JVJens.M.II.22.   

   edret, adj. [ˈæðrət] (af I. Edder ell. edre; sj.) som indeholder edder (1); giftig; forgiftet. *Lad giftig Vellyst, med en eddret Tunge, | Udsuge Marven af hans Been. Bredahl.I.207. (hestene stod) gumlende forgiftet Havre, der dog ikke bed mere paa deres robuste Constitution end det edrede Øl paa Vølsungen Sigmund. Gjel.M.251. (jf. benedret S ).