censurere, v. [sænsuˈre^?rə] (dagl. ogs. censorere. Sal.IV.164). -ede. vbs. -ing, jf. Censur. (efter ty. censurieren, afl. af Censur; formen censorere ved indflydelse af Censor)  1) underkaste censur (2). MO. Sal.IV.164.   ogs.: foretage ændringer i noget som følge af en saadan prøvelse. telegrammet var blevet censureret af regeringen, saa at den fulde sandhed ikke kom frem ┆ 2) underkaste censur (3); især (skol.) til Censur 3.3, om bedømmelse af eksamenspræstationer. rektor censurerede selv de tyske stile ┆ 3) (nu næppe br.) udøve kritik (mod noget); fælde dom (om noget).    3.1) give en kritisk vurdering af et skrift ell. en forfatter; recensere. At censurere et eeneste stort Skrift er et Arbejde af stor Vægt.Holb.Ep.IV.390. den Forskiel, der burde agtes ved at censurere en Original-Skribent og en anden.Langebek.SA.33. S&B.     3.2) øve skarp og nedsættende kritik mod nogen ell. noget; dadle; laste. *Meer det vitløftig blev en hver at criticere, | Og alles Daarlighed i sær at censurere.Holb.Sat.I.B4^v. De behager at . . eftertænke, om den (mening) kand forkastes, og om dens Tilhengere fortiener saa haardt at censureres.Ruge.FT.319. Meyer. 1 underkaste censur (2). Bekendtgørelse om en for hele Landet fælles Censurering af Lysbilleder (: film; jf. Filmcensur S ). Bek.5/7 1913.   3.2 dadle. Bondesøn.Arithmetica.(1695).200.