beværte, v. [beˈvɐ̤r̥də] -ede. vbs. -ning (s. d.) og (l. br.) -else. (fra ty. bewirten) være (optræde som) vært for (en gæst). VSO. Leth.(1800). 1) (som vært) give en gæst mad og drikke; traktere. vAph.(1759). der skal den venlige Huusherre . . beværte ham med alle Slags søde Vederqvægelser.Birch.I.97. Dog spiser han sig aldrig mæt, undtagen naar en af hans ulykkelige Skyldnere er nødt til at beverte ham.Ew.VII.129. Din Bevertelse (dvs.: med vin) skal vist aldrig fortryde dig. smst.VIII.84. *Hver Høitid | I Klosteret han Nonnerne beverter | Med Miød og Fisk. Oehl.EA.206. SvGrundtv.FÆ.II.112. Hr. Halvors Stue blev efterhaanden Samlingspladsen for Vennerne; dér mødtes de i ledige Timer, diskuterede . . og lod sig beværte af ham.AndNx.M.135. jf.: “Skal jeg lave Toddy til Dem” . . “Tak – men ikke for stærk! Men det er da en Skam, at Overlæreren skal beværte (dvs.: opvarte) mig i mit eget Hus.”Schand.BS.275. overf.: En god og behørig blandet Extract af disse to forskiellige Sætninger er det, hvormed vi helst ønske at kunne beverte vore Læsere.Ew.VI.58. 2) (nu især emb.) servere spise- og drikkevarer (paa et traktørsted). de Reisende kan blive saa vel beværtede her i Huset, som paa noget andet Sted. PAHeib.Sk.II.90. (der var) et Sted . . hvor man i en meget smuk Have kunde blive bevertet med . . Kager . . Viin og deslige. Gylb.(1849).IX.17. Huset (dvs.: en kro) viste sig ogsaa beredvilligt til at beværte os paa det Bedste. Goldschm.VI.162. Den Gæstgiver, der overskrider sin Ret til at beværte, ifalder Ansvar som for ulovlig Beværtning.Lov¹⁰/₅1912.§20.