behjerte, v. (ænyd. d.s.; jf. behjertet og behjertige S; ældre spr..)
1) sætte mod i; opflamme. *(Athene) Traadte .. frem blandt Achaiernes Folk, hver Mand at behjerte. Wilst.Il.XVII.v.552.
2) af hjertet tilgodese; betænke (2). (kongen) tilkiendegav sit ønske, at arbeiderne maatte have det got .. Hvor findes vel en konge, der saaledes behierter undersaatternes vel. Cit.1848.(SdjyAarb.1954.219).

 behjertet, part. adj. [beˈjɐ̤r̥dət] (ænyd. d. s.; part. til behjerte, sætte mod i; efter ty. beherzen, beherzt) 1) modig; uforfærdet. Sort.HS.C4^r. (den) behiertede Dronning (Philippa) samlede i største Hast alt det unge Mandskab sammen. Holb.DH. I.563. *Jeg kunde blevet af saa mangen Forsyns Prøve | Uovervindelig, behiertet som en Løve. Brors.156. jeg var behierted nok til at reise bort, uden at give min Arendse det mindste Nys om mit Forsæt. Ew.VIII.118. Hvor behjertet (han) var, følte han sig dog besynderlig beængstet af det ubehagelige Reiseselskab. Ing.VS. II.166. behjertede redningsmænd ┆   om ord ell. handlinger: det var en behjertet Tale, i hvilken der var Fynd og Mening. Kierk.III.19.   som adv. VSO. Det er kjækt, og behjertet og ridderligt handlet af Tobias. Kierk.III.150.  2) (l. br.) godhjertet; kærlig. Behjertede Mennesker tog sig af de smaa Stakler (dvs.: børn under en ildebrand). NatTid.²⁶/₃1916.M.4.sp.1. det (var) behjærtede Folk, Drengen var kommen imellem . . De forsynede den lille, forkuede Dreng med . . nye Træskoer. Socialdem.¹⁸/₁₁ 1918.2.sp.6. 2 godhjertet; kærlig. (1919: l.br., senere alm.).