agtbar, adj. [ˈagdˌba^?r] (ænyd. d. s., fra mnt. hty. achtbar; jf. agtværdig) som fortjener agtelse; hæderlig; respektabel. En agtbar Mand beskyldtes af en anden, og de mødte begge for Retten. Den beskyldte ærlige Mand skulde frie sig med Eed. JSneed.I.120. smst.VI.569. disse Brødre have vaaget for at giøre det danske Navn agtbart (1834: agtet) blandt Fremmede. Mall.SgH.345. adskillige saavel agtede som agtbare Mænd. Rahb.Tilsk. 1796.390. Goldschm.IV.77. Byens fine og fornemme Standspersoner saavel som dens agtbare Borgerfolk. JPJac.I.284. (drengen er) Søn af agtbare Folk. Ekstrabl.²⁷/₃ 1909. jf.: *En agtbar (dvs.: sømmelig), en dydig Forening, | De (dvs.: en ung pige) sige dertil ikke Nei. Heib.Poet.VI.430.   (foræld.) som tilulatur. I lumpne Bønder, som er kun halve Mennesker, er agtbare og ærlige, men Kiøbsted-Folck er Velædle, Velbyrdige og Velbaarne. Holb.Mel.I.3. sa.Abrac.III.9. den agtbare Ridder Niels. Ing.PO.II.57. jf. BibliotH.²250. (jf. høj-, velagtbar; aftagende brug i 20.årh.). Den agtværdige, nøgne unge Mand .. har ved sin Side en agtbar, sværlemmet, nøgen ung Jomfru. KBlixen.(Heretica.1948.343).