Veger, en. (ogs. Væg(g)er. CGRafn. Flora.I.408. Funke.(1801).II.117. jf. JTusch. 212.214. Feilb. Vegger. Rostgaard.Lex.V36c. – Vøg(g)er. Rask.FynskeBS.70. MDL.664. Kværnd. Vø(j)er, Vøjr. Rask.FynskeBS.70. Lunde.Midsommerbarnet.(1898).57. CReimer. NB.104. Flemløse.6.9.18. jf. Brenderup.§34,7; undertiden skrevet Vøder. RasmHans.M.II. 13. – Vig(g)er, Vigre. Moth.V148. Adr.²⁵/₇ 1763.2.sp.1. Esp.384. UfF. jf. Stedn.X.30 (bornh.). sml. skaansk viger, vigra, vira (Rietz.805) samt Brøndum-Nielsen.GG.I.276. – Vegre (Vejre). Moth.V77. Hofman Bang. OdenseAmt.(1843).539. – Veg(g)e. Moth. V76-77. Vøg(g)e. MDL.664. jf. Feilb.III. 1108. – Veg. Skattegraveren.1886.I.69). flt. d. s. ell. -er (Feilb.III.1108. Vejrer: Iris.1800. II.183) ell. -e (væggere. Cit.1743.(Vider.III. 436). vøgere: Skattegraveren.1887.I.225) ell. vegre (vøgre osv.) (smst.1884.II.140). (ænyd. (delvis som pl.) veger, vegre, viger, vigre, glda. i ssg. wygerekurw (Dyrerim.18), sv. dial., fsv. viker, eng. wicker, jf. eng. witch, wych, oeng. wic(e), storbladet elm, Ulmus montana Smith; besl. m. vige og Vikke; dial.) især i flt., om tynde, bøjelige grene af træer, oftest pil; vidje. slaa lyng eller vægger. Cit.1777.(Vider.II.579). JTusch.212. jf. Pileveger.    som navn paa pilearter (jf. Feilb.), især: skør pil, Salix fragilis L. (JTusch.214) og krybende pil, Salix repens L. (CDalgas.RibeAmt.(1830).173); jf. Rødvæger om femhannet pil, Salix pentandra L. (JTusch. 215. Funke.(1800).II.117).   (sj.) om elm, Ulmus L. Skattegraveren.1886.I.69.   hertil bl. a. Veger-kurv (Moth.V77. Cit.1807. (Svendb Amt.1908.150). JCBendz.Rønninge og Rolfsted Sogne.(1820).115. MDL.644.664. NCRom.Den da. Husflid.(1871).248. Fynsk Hjemstavn.1939.192), -løb (d. s.; MDL.664), -pil (piletræ, hvoraf vidjer faas. Flemløse.103. AarbLollF.1936.139), -skifte (dvs.: markskifte, bevokset med pil. Feilb. Ugeskr.f Retsv.1944. A.568), -slæt (dvs.: (tiden for) afhugning af pilegrene. Cit.1722.(Vider.III.434). Feilb.).

Vegre, en. se Veger.