Ting-lid, en. [-ˌlið] (Thing-. NordConv Lex.V.543. Aarb.1875.247). (æda.(?) t(h)inglith (se SvenAggesønsVærker.(udg.1915).16f.), oldsvensk (run.) þingalið (VidSelskOversigt. 1898.142), jf. oldn. þingmannalið; 2. led er oldn. lið, n., følge af mænd, hjælp m. m.; hist.) betegnelse for Knud den stores staaende hær af huskarle i England. KofodA.LovHist.I.17. DanmRigHist.I.390ff.795. PJJørg.RH.58. billedl.: Et andet Spørgsmaal . . er det derimod, hvorlænge og hvorvidt de Tatere og Tyrker (dvs.: C. Bergs tilhængere i folketinget), som Hr. Berg maatte have optaget . . i sin Tinglid, lade sig styre. Ploug.(Dagbl.¹⁷/₇1882.1. sp.4).