Strud, en. [sdru^?ð] (ogs. (i bet. 3) Strude. Cit.1806.(NMKromann.FanøsHist. I,1.(1933).101). jf. MDL. Feilb.). flt. -er ell. (dial.) -e (jf. Flemløse.123). (ænyd. glda. strud, sv. strut, tud paa kande, kræmmerhus, m. m., no. dial. strut, tud, snude, oldn. strútr, kegleformet spids ell. top paa hovedbeklædning, besl. m. mht. struz, modstand, strid (hty. strauss), og (vistnok) ogs. ænht. struss, hjelmbusk (hty. strauss, buket); til en rod m. grundbet.: være stiv, stikke stift frem, stritte, der ogs. indgaar i sv. struva, kniplingskage (fra mnt. struve), oht. struben, være stiv (jf. nht. sträuben), endvidere i Strube, Strunt, Strømpe; jf. II. strude, Strut, II. strutte   i Kattestrud betyder strud vel (det at stræbe, stritte imod i) kamp, styrkeprøve, jf. II. strude 3) 1) om del af noget, der rager frem, stikker ud og danner en top, spids, hale olgn.; spec. i flg. anv.:    1.1) (nu ikke i rigsspr.) om den yderste del af noget, der danner en spids ell. top. Strûd . . kaldes en tip pâ noget. Moth.S870. især om endeskive af brød ell. om hver af de fire spidse hjørner paa en slags hvedekager (strutter). Hand under dig ei struden af sit brø̂d (dvs.: ikke det allermindste). smst. *Man faaer at skaffe dig hver Nat en anden Brud, | Af hvert et Hveede-Brød du bide vil en Strud. Helt.Poet.46. MDL.   billedl. og i sammenligninger. *Sligt Elskovs Sucker-got gaar alt min Mund foruden, | Af slige Hvede-Brød jeg aldrig smager Struden. PoulPed. DP.(1937).78. *Hvad er Brød foruden Brud? | Kun en Himmel uden Stierne, | Kun en Nødd foruden Kierne, | Kun en Simle uden Strud. Wadsk. BrudeverstilLdeHemmer.(1742). [2.sp.2].   hvedebrød med (fire) struder, hvedestrud; strut (2). jf. Moth.H333. du skal have hvede brød med 24 struder (dvs.: prygl). smst.S870.    1.2) (nu næppe br.) blomsterknop. jf.: *hvo som med Gevalt, og plumpe Fingre trykker | Den lukte Rosen-Strud, den gaaer jo da i Stykker. Helt.Poet.16.    1.3) (dial.) fremstaaende redskabsdel, fx. om skaft paa kasserolle. UfF.    1.4) (nu ikke i rigsspr.) hale (paa dyr, komet olgn.). et Himmel-Tegn . . blev til en Ild-rød Bue, endelig præsenterte den en stor ordentlig Stierne med en lang funklende Strud. LTid.1726.128.    1.5) (foræld.) den spidse, bagudvendende del af en (middelalderlig) hætte, der undertiden udviklede sig til en lang pisk ell. hale, der hang ned ad ryggen. Strut-Harald bar i Struden af sin Hat ti Marker Guld. KSelskSkr.VII. 277. *en Hat, som bær en Strud af Guld. NordslSønd.Folk.1904.333.sp.2. Sal.V.441.IX. 50. NationalmuseetsBog.1925.46. Mændene (paa hælleristningerne synes) at være klædt i kort Kappe, paa Hovedet en tohornet Hjælm eller Hue, ned fra Nakken en hængende Strud. Johs Brøndst.DO.II.144. jf.: (han) kaldtes Strud-Harald, fordi han paa sin Hat bar en vajende Guldstrud. Barfod. F.I.148. Hættestruder. PNørlund. De gl. Nordbobygder.(1934).114. 2) (nu kun dial.) egl. (jf. bet. 1.1): d. s. s. Strut 2; jf. Hvedestrud; nu i videre anv. om (tørre) kager, kaffebrød olgn. (der sælges af bagere, kagekoner). Hun gav . . en Pebling . . en Strud og to Æg. Biehl.DQ. IV.160. MDL. Flemløse.31. UfF. jf.: *Sukker-Strud | Med andet Kræs af Æg og Flød. Helt.Poet.102. Flemløse.110. 3) (dial.) en slags sort klædesmaske, der bæres af kvinderne paa Fanø til beskyttelse af huden mod stærk sol og vind (bestaaende af en øvre del, der dækker panden til øjnene, og en nedre del, der dækker underansigtet; “dette nederste Stykke, der bedækker hele Næsen, struder ud for Læberne”. Levin.). Moth.S871. EPont.Atlas.V.721. MDL. Feilb. NMKromann.FanøsHist.I,1.(1933). 201.

Struds, en. [sdrus] (tidligere m. lang vokal: Strûs. Moth.S870. jf. APhS.VI.120). (nu ikke i rigsspr. Struts (Strutz). Klevenf. RJ.96. Brenderup.§100. jf. Strutsfugle. Holb. Herod.170). flt. -e (allr. Moth.S870) ell. (nu ikke i rigsspr.) -er (Jer.50.39(1931:Strudse). Funke.(1801).I.234. Oehl.Er.III.136. MO. SvGrundtv.); gen. d. s. ell. -es (tidligere -is. Nysted.Rhetor.46). (glda. strutz (Dyrerim. 11), strusse (3Mos.11.16 (GldaBib.)), oldn. strúz, mnt. strus; fra mlat. strutio, lat. struthio, gr. strūthíōn, afl. af strūthós, spurv og (egl. i forb. ho mégas strūthós) struds)  den største nulevende fugl, Struthio (der lever i Afrika og det sydvestlige Asien og efterstræbes p. gr. af sine pragtfulde fjer); ogs. d. s. s. Strudsfugl 2. Job.30.29. Selv var han med sin magre, benfaste Skikkelse som en Struds. Goldschm.L.I.196. Lieberkind.DV.VII.79.   amerikansk struds, den sydamerikanske strudsfugl nandu (Rhea). Kielsen.NHM.50. BøvP.III.126. australsk struds, kasuar. smst.II.585.   m. h. t. det forhold, at strudsen er meget graadig og ogsaa sluger ufordøjelige ting som sten og jærn. LTid.1728.621. *Han var jo i den lykkelige Alder . . | Hvor Følelsen lig Strudsen Alt anfalder, | Og let fordøier Staal og Steen og Jern. PalM.AdamH.I.149. Kierk.P.XI,2. 72. jf. Struds(e)mave: De Tydske hâr uden Tvil en Strudsis Mave, (h. e. er meget haardføre,) eftersom de kand fordøje saa meget Jern (h. e. Krig og Fejde.). Nysted. Rhetor.46.   m. h. t. det forhold, at strudsen under forfølgelse tror at skjule sig ved at stikke hovedet i sandet ell. i en busk (se u. Busk 2). Winth.VIII.182. Kofoed-Hansen.KA.I. 151.   (sj.) som personbetegnelse; dels som nedsæt. betegnelse i al alm.: Hør, hvor ble de a', de to gamle Strudse (dvs.: to gamle tanter). KAbell. E.61. dels, især i best. f., som øgenavn for (ved lydlig tilknytning til) Struensee: Nye danske Historier . . indeholdende en Samtale imellem Dyrene, angaaende Strutsens Forseelse imod Løven og hans Familie. (bogtitel.1772). jf. HBrix.JE.58.

Struds(e)-, i ssgr. (især zool.); foruden de ndf. medtagne ssgr. kan nævnes Struds(e)-avl, -familie, -flok, -jagt, -haar, -han, -hoved, -hun, -kylling, -kød, -opdrætning, -par, -rede, -unge, -æg.