Stokke-mand, en. († Stok-. i bet. 2: Moth.S831. jf. vAph. (1759)). 1) (jf. -dreng) person, der er udstyret med en stok (1).    1.1) (sj.) gammel, affældig person, der gaar med stok; stodder. Blich.(1920).XXVIII.142.    1.2) (undertiden m. tilknytning til Stok 3.6 og Stokhus; jf. PEMüll.³441; foræld.) nedsæt. betegnelse for en politibetjent. Byens Politibetjent og Stokkemand. Goldschm.II.6. *Ej Stokkemænd meer da maae garve vort (dvs.: forbryderes) Skind. Hostr.EF.I.1. CarlCChristensen&AHenriques.Strøget.(1931).272. 2) (ænyd. stokmand (COstersen.Glossarium.(1641).508), jf. glda. medstokkesmand, den, der sidder paa samme tingbænk; til Stok 3.5; jur., foræld.) hver af de (otte, senere fire) mænd, der mødte paa tinge (og sammen med foged og skriver sad paa stokkene) som bisiddere ell. for at bevidne, hvad der foregik paa tinget (efter Forordn.⁹/₆1847 afløst af Retsvidne, Tingsvidne). Tinghørere, Tingmænd, eller Stokkemænd, skulle være otte, eller i det mindste syv, foruden Fogden, tilstæde paa Tinge . . til et lovligt Tingsvidne at udstæde. DL. 1–7–1. Tinghørere eller stokke-mænd, som vidne, men have ingen vota uden i livs og æres sager. Holb.DNB.528. Blich.(1920).XIV. 176. De (to bønder) havde været Stokkemænd i Formiddag. Bl. A. behandledes Boet efter en Soldat, der saaredes ved Dybbøl. Goldschm.VT.101. PJJørg.RH.247. jf.: (arvefæsteren betaler) Mestermands- og Stokkemands-Penge, samt Dommerkorn med videre, som til Rettens Handthævelse (er) paabuden. Cit.1791.(AarbFrborg.1938.93).   i videre (uegl.) anv. Ing.VSt.(1824).77 (se u. Stolbroder). (jeg) lider ved . . at være Stokkemand i Rigsforsamlingen og stemme over hundrede Ting, som jeg ikke forstaar. Birkedal.O.II.28.