Stilk, en. [sdel'g] (nu ikke i rigsspr. Stilke. Pflug.DP.1112. Cit.1792.(VortForsvar.³¹/₁₂1893.3.sp.2). UfF. jf. Feilb. samt Lostilke (u. Løvstikke)). flt. -e ell. (nu kun dial.) stilker (Pflug.DP.487. Fleischer.AK. 195. Bregend.BU.8. Thorsen.74. Feilb. Kort. 159). (ænyd. stilk(e), stelk(e), stilken, oldn. stilkr; afl. af et ord svarende til ty. stiel, stilk, skaft, mnt., osax. stil; lignende (vist ubeslægtede) dannelser foreligger i dial. stjælk (FDyrlund.Uds.46. Dania.IX.31. SjællBond.40. jf. skjelk. Esp.299), ænyd. stielke, sv. stjälk, no. dial. stjelk, og no. dial. stalk, eng. stalk (jf. stalke), maaske besl. m. I. Stal; jf. II. stilke, stilket)  1) om plantedel; især om den (tynde, slanke) plantedel, der forbinder blad, blomst, frugt med stængel, kvist, gren osv. ell. (uden for bot. spr.) m. mere ubestemt bet. om plante-, blomsterstængel ell. det stængel-, grenstykke, hvormed visse blomster afskæres. bygget var skudt i ax, og hørren i stilke (1819: Knevler). 2Mos.9.31 (Chr.VI). *Dog skyder Klinten op | Sin purpurkroned' Top, | Se, hvor de Stilke brammer (Kingo.SS.IV. 219: Som i Guds Ager brammer). SalmHj.166. 3. tager en Rose . . og putter Stilken i Munden. Heib.Poet.VI.268. Kort efter reiser sig i Haven en . . hvid Blomst paa sin smækkre, grønne Stilk. Goldschm.Hjl.I.67. Melkebøttens hule Stilke. JPJac.(1924).V.12. skær roserne af med lang stilk! ┆ jf.: Om visse Planter: at løbe op i lutter Stilke (dvs.: tynde kraftløse skud). VSO.   (gart., kog.) om bladstilk ell. stængel, stængeldel (med paasiddende grene osv.) af forsk. urter, urteagtige buske (jf. Kaal-, Rabarberstilk). en Stilk Puurløg, man har opelsket i en Urtepotte. Kierk.V.47. Det er Rabarbergrødens Sæson – 6 Stilke for 25 Øre. BerlTid.²⁸/₅1924.Aft.2.sp.4. jf.: en (suppe)Visk med Timianstilk, Lavrbærblad og Selleristilk. Pol.¹/₁₀1939.Sønd.24.sp.4. trække stilke (af rabarber), se trække.   † om kvist, gren olgn. af træ, træagtig busk. *de kaste Roser ud, | Og mangen Stilk af May for denne unge Brud. Helt. Poet.53. een stilk buxbom. JacBircherod.FF. 51.   billedl. *Hvor er vor Christendom, | Naar vi os tænker om? | Vi har kun Stilk og Blade. Kingo.SS.IV.220. Vil du da ha en historie om en pige? – Ja, hvis du kan ta den lige fra stilken; det tørrede har jeg faaet nok af. Hjortø.Fa.83. 2) om hvad der ligner, minder om en stilk (1; jf. ogs. bet. 3). en Halvø, hvis Stilk ikke var mere end en Kvartmil bred. Rørd.P.114. jf.: (de) stirrer . . mod den vestlige Horizont, hvor en . . sorteblaa Sky skyder sig frem . . vokser op . . bliver ved med at vokse dybt nede i Skystilken. Leop.EB.128. især i flg. anv.:    2.1) (nu kun dial.) skaft paa fjer. Raff.(1784).261. UfF.(sdjy.).    2.2) (især fagl.) om del af brugsgenstand, redskab, apparat olgn.   (jf. Pibestilk 1) pibespids (især paa kridt-, shagpibe). Brünnich.MN.56. ned i (spølkummen med sæbevand) dyppede han Hovedet af en lille Kridtpibe, satte saa Stilken for Munden og blæste Sæbebobler, smaa og store. HCAnd.(1919).V.205. Skil Piben ad i Hoved og Stilk, dyp en af Piberenserne i Hofmannsdraaberne og se at faa den igennem Pibestilken. NatTid.¹⁴/₃1937.Sønd.19.sp. 2.   den tynde del af glas paa fod (ml. glassets bund og foden). Tarif forGlas-Udsalget. (1783).24. HCAnd.(1919).III.408. et snapseglas med meget tyk stilk. Hjortø.IU.108.   om haandtag, skaft paa forsk. redskaber, fx. paa et bor (HMikkels.D.9. AMikkelsen. Sløjdlære.(1894).53), (dial.) paa stegepande, kasserolle (UfF.), ske (VSO.).   ⚙ den tynde del af søm, skrue, naal, metalknap, mods. hovedet (og spidsen) (jf. Nitte-, Skruestilk). Viborg&Neerg.HB.86. den, der kommer Væggen nærmest (med knappen), har Ret til at “ringle” først, d. v. s. han samler Knapperne . . kaster dem til Vejrs og lader dem falde til Jorden. De Knapper, som vender Stilkene opad, er da hans. HjLegeb.33. Dragtnaalen med Stilk. JohsBrøndst.DO.II.215.   om smalt (rundagtigt) forbindelsesstykke paa redskaber, apparater. Skieret (dvs.: paa en plov) er 8 Tommer breedt, og fra Stilken til Næsen 10 Tommer langt. Adr.1761.214. Saltmaaleren . . bestaar af en Flydevægt . . og har en tynd Stilk. SkibsMask.27. Den elektriske Lampe . . er monteret i en Lampeholder, ved hvilken mærkes en Stilk, der forneden bærer en Skive. MeddRytt.101. (snedk.:) Fugning . . er en skjult Smalfladeforbindelse med Stilke af Jern eller Træ. AMikkelsen. Sløjdlære.(1894).206.    2.3) om langagtigt, tyndere parti, der hos dyr ell. mennesker bærer en tykkere del, er forbindelsesled ml. to tykkere dele olgn.   (med., anat.) om del af polyp, svulst m. m. Polyp kaldes en Svulst, som staar i Forbindelse med Huden . . ved en forholdsvis tynd Stilk. Panum.514. Lugte-Nerven . . bestaar af en trekantet Stilk (Tractus olfactorius), paa Enden af hvilken der sidder en lille Opsvulmning. Sal.²XI.534. jf. Hjernestilk.   (spøg., l. br.:) jeg vil . . have fat i denne Mand, om det saa skulde gjælde min Stilk (dvs.: hals). Etlar.X.100.   (jf. Migestilk; ikke i rigsspr.) om det mandlige lem (penis). Krist.DF.292.   (zool.) dels om stilklignende organ, der udspringer fra ryggen og bærer armene hos de stilkede søliljer: Brehm.Krybd. 859. sa.DL.³I,1.190. dels: stilklignende, bevægelig del af synsorganerne hos visse krebsdyr, paa hvilken øjnene sidder (jf. bet. 3). Lütken. Dyr.¹425. Lieberkind.DV.III.173. om lign. organ hos visse landsnegle: Sal.²XXI.830.    2.4) (jf. Pibestilk 2 samt bet. 4; dagl., nedsæt.) om tynd krop, midie ell. (nu især) tynd arm ell. tyndt ben. de (havde) bare Ben, hæslige tynde Stilke. Tretow-Loof.PaaJagt i Rumænien.(1904).64. Bestyrerens Blik . . mødte . . en lille begrædelig Dreng . . dansende og hoppende paa sine Stilke. AGarde. DanskAand.(1908).59. Illustrationer (der) lod Damernes Midier blive tynde Stilke. KMads.FranskeIllustratorer.(1929).104. (sj.:) Hendes Søster var som en Lilie . . hun havde Reisning og Kneisning, var som Moderen skjør af Stilk. HCAnd.(1919).III.354. jf.: Hans Hjerte er saa stort og hans Erfaring saa lille; en rigtig prægtig Fyr, men lidt skør i Stilken (dvs.: overspændt, eksalteret). Drachm.III.363. 3) i forb. som øjnene staar paa stilke (egl. m. henblik paa forholdene hos krebsdyr, se ovf. u. bet. 2.3 samt u. stilket 1.4; sml. ogs. ty. stielaugen machen, stirre nysgerrigt) som udtr. for ivrig, nysgerrig, forbavset stirren (hvorved øjeæblet træder tydeligere frem, “øjnene er ved at gaa ud af hovedet”). Wied.LH. 114. den døroplukkende Politibetjents Øjne stod paa Stilke, da hun . . kom ind. Pont. LR.149. Nej, havde man hørt noget saa spændende! Lindas Øjne stod paa Stilke af Forundring. EmilRasm.DL.77. JacPaludan.TS.188.    (l. br.) i videre anv. i forb. ørerne staar paa stilke, der lyttes anspændt (med spidsede ører). Bergstedt.A.39. Jomfruen var jo evig vandrende . . fra Hus til Hus, med Øjnene og Ørerne paa Stilke. ThEw.FD.I.76. 4) (udviklet af bet. 2.4; jf. Pibestilk 3; dagl.) person med meget tynde lemmer; splejs; splint (I.4). han (er) så svag, at han ikke kan la være at smile til en lille stilk af en pige, der nikker til ham på gaden. Hjortø.TO.52. “Saadan en Stilk!” haanede P. ham. ACWestergaard. En Nørrebro-Dreng. (1930).56.1 jf. Tobaksstilk (tobaksbladets) midterribbe, som i daglig tale kaldes stilken. Tobaksfagene.(1952).37.   3 i forb. ørerne (står) på stilke. (han) klæbede Aften efter Aften med Ørerne paa Stilke for at samle Materiale til næste Morgens Konference. Ringsted.OmkringTysklandsFald.(1945).137. jf. u. Højkant S Det er de tider, de tider, der faar nerverne til at staa en kende paa stilke. KAbell.Silkeborg.(1946).41.   

I. Stilke, en. se Stilk.

II. stilke, v. [ˈsdelgə] -ede. vbs. -ning (AMikkelsen.Sløjdlære.(1894).207). (afl. af Stilk; jf. stilket) 1) † til Stilk 1; i pass.: faa, udvikle stilk ell. stængel. Moth.S 756. Erterne begynde at stilkes. VSO. 2) til Stilk 2.    2.1) (fagl.) til Stilk 2.2: paasætte stilklignende stykke paa genstand. Stilkning d. v. s. Indsætning af Stilkene (dvs.: ved fugning). AMikkelsen.Sløjdlære.(1894).207. De (dvs.: en guldsmed) (faar) aldrig Brosjer at stilke for hverken Edel . . eller mig. KMich. B.17.   stilke krabber, (fisk.) forsyne krabber (I.3.1) med (nye) træpinde. Uhrskov. TG.105.    2.2) (sj.) til Stilk 2.3-4; fx. refl.: stikke, vokse frem som (paa) en stilk. Deres Kindben var i de senere Uger ligesom begyndt at stilke sig ud til Siderne. AKohl. MP.I.234.   intr.: gaa paa tynde ben. (hinden) græsser i fredelig Ro, stilkende over Løvet paa fine Ben. ThitJens.VA.II.167. 3) om ell. m. h. t. øjne; egl. (til Stilk 2.3 slutn.; spøg., sj.) om krebsdyr: bevæge de stilke, hvorpaa øjnene sidder. “Nej,” svarede Krebsen og stilkede Øjnene bedrøvet. “Det kan jeg aldeles ikke.” CEw.Æ.VII.57. (krebsen) vred sine Kløer og stilkede forfærdelig med Øjnene. smst.21.   i videre anv. (til Stilk 3; l. br.) i udtr. for at stirre ivrigt, nysgerrigt, anspænde sin synsevne til det yderste (og lade øjeæblet træde stærkere frem). hans Øjenkugler stilkede sig ned imod det Bytte, han løftede op . . mellem sine Fingre. Gyr Lemche.S.IV.104. *(hun) Spidser Øret, stilker Øjet. VilhAnd.Kransen.(1934).38. jf.: Skytset aabnede sine Øjne, der stilkede frem som lange Følehorn fra Højdernes Kratskove. SMich.Dø.29.

Stilke-, i ssgr. (jf. Stilk-) af Stilk.