I. Snekke, en. [ˈsnægə] (nu næppe br. Snigge. Harboe.MarO. Snik. Röding.). flt. -r. (ænyd. snecke, snecki(e), sniche, æda. snække (KrErsl.T.100), snikke (KbhDipl.I. 75), oldn. snekkja, mnt. snicke (hvorfra nogle af de ældre danske former), oldfr. (laant fra germ.) esneque; besl. m. oeng. snacc, et slags skib, oht. sna(c)ga (ty. dial. schnacke, schnake); af usikker oprindelse) 1) (i nyda. genopt. fra ældre sprogkilder, spec. fra folkeviserne; poet. ell. foræld.) i al alm. om (især mindre, lettere) sejlskib (krigs- ell. handelsskib) ell. (sjældnere) baad. *Snækken med alt sit Rede. DFU.nr.16.10.. Suhm.(SkVid. XII.101). *De gule Silkeseil, som Vinden fylder, | Hiemlede bugnende den lette Snekke. Oehl.XXIV.64. *De Snekker mødtes i Kveld paa Hav, | Og Luften begyndte at gløde. Grundtv.(Dagen.⁶/₃1810.2.sp.1). *Vi gjøre vil en Tour paa Søen. Hisset | Ved Bredden venter os den lette Snekke. Heib. Poet.IV.230. *Rigdomme følge | Med Snekken over Bølge. ARecke.6. *Bølgen, høj og prægtig uden Mage, | bruser over tusind Snekkers Grav. VEsm.FD. *stum af Savn | vender han (dvs.: Christofer Columbus) bort fra den østlige Vej | sin Snækkes Stavn. JVJens. Di.21. 2) (fra nt. snikk(e), holl. snik; , foræld.) lille, fladbundet, rundgattet, tomastet skib, taklet som en evert ell. smakke. Harboe.MarO. “Lods og Fiskerfartøi paa Øen Helgoland”. Fisker.SøO. VSO. jf. Sal.²XXI.854.

II. Snekke, en. [ˈsnægə] flt. -r. (ænyd. snecke, sv. snäcka; fra ty. schnecke, jf. mnt. snigge, oht. snecco, sneggo, meng. snegge; til stammen i Snegl) 1) (zool., foræld.) skalbærende snegl; ogs. undertiden om snegl i al alm. ell. spec. om snegleskal, konkylie. Viinberg- og andre Snekkers naturlige Historie. LTid.1736.41. vAph.Nath.VII.202. Snegle kalder jeg Dyret, som beboer Snekkerne. Funke.(1801).I.517. jf.: Vievandsbækkener med snække-rillede Kummer. VVed. RF.180.   † om (skal af) nautil (jf. Papir-, Skibssnekke). LTid.1726.432. 2) hvad der minder om et sneglehus med vindinger; især i flg. anv.:    2.1) (dial.) d. s. s. Snegl 2.2. UfF. (sdjy.).    2.2) (anat., nu næppe br.) d. s. s. Snegl 2.5. Anat.(1840).II.314. HKrabbe.HestensAnatomi.(1885).134.    2.3) † sneglegang, -trappe. Moth.S570. Seidelin.70.    2.4) om forsk. redskaber, redskabsdele af snegle- ell. skrueform; snegl (2.6).   † om snegleformet drikkekar. Moth.S570.   (ur.) kegle (i visse slags ure), hvorom kæden vikles op, og som tjener til at udligne fjederens aftagende kraft. Hallager.260. GFUrsin.Uhre.(1843).210. Opf B.⁴III.489.   ⚙ skrue uden ende, der griber ind i og driver et dertil svarende hjul (snegle-, snekkehjulet); ofte spec. om saadant apparat, hvorved en maskine olgn. kan drejes. VærktMask.95. SkibsMask.95.   (jf. Pumpesnekke; nu l. br.) Arkimedes'es skrue; vandsnegl. Landhuushold.VI.202. ForklTømrere. 143. AarbHolbæk.1937.33.

Snekke-, i ssgr. 1) (især poet.; l. br.) af I. Snekke, fx. Snekke-bord (dvs.: ræling. Recke.SB.180), -flag (Meisling.B.5), -sejl (smst.25), -spejl (Ing.VS.III.66). 2) af II. Snekke (jf. Snegle-), især (hvor intet andet ndf. angives) (⚙) i bet. 2.4.