Slarke, en. [ˈslɐr̥gə] (ogs. Slark. Feilb.). flt. -r. (no. dial. slarka, tøjte, no. dial., sv. dial. slark, lediggænger, nt. slärk(e), doven ell. uordentlig kvinde (der slæber med fødderne), nt. (flt.) slarken, slubrende sko; til †  slarke, løbe om, gøre smudsigt arbejde (Kalk. III.882), jy. slarke (og slarre), slæbe med fødderne, slubre mad i sig, sv. dial. slarka, gaa og drive, no. dial. slarka, slubre (om sko), gaa og drive mfl., nt. slarken, gaa slæbende, slubrende; sml. I. Slaske; vel egl. lydord; nu kun dial.) 1) person (vist kun: kvinde), der er beskæftiget med urenligt, groft arbejde (Feilb.), ell. som er griset, gaar uordentlig klædt; sjuske; ogs.: usædelig kvinde; tøjte. Moth.S477. *Bort derfor, bort med den Italienske Slark' (dvs.: om en sangerinde med tvivlsomt rygte). Cit.1761. (Additam.4°293æ.16). Feilb. 2) om uformeligt, stort, slaskende fodtøj. et par slarker. Feilb.