I. Skorpe, en. [ˈsgωr̥𝑏ə] (tidligere ogs. skrevet Skaarpe. Holb.Rpb.II.2. Reiser.III. 72. † Skurpe. LTid.1743.375. † Skorp. Gram. Nucleus.1740). flt. -r. (æda. scorpæ (AM.), sv. (fsv.) skorpa, no. dial., isl. skorpa; dannet af (sa. rod som) skorpen (se u. skorpet); jf. II. skorpe, skorpne samt Kruste) 1) haard, sprød ell. ru overflade, der har dannet sig paa noget (blødt, porøst) ved indvirkning af varme, luft, fugtighed, ved indtørring, forvitring osv.; ogs. om hvad der aflejrer, afsætter sig paa overfladen af noget (og danner et fast, haardt, ujævnt lag) ell. (næsten kun i ssgr. som Hav-, Over-, Vandskorpe) om overflade i al alm.   i forb. sætte skorpe, fx. (til bet. 1.1): Brødet er ved at sætte Skorpe. MLorentzen.AL.40. (til bet. 1.2:) Jorden . . bliver haard af Vandingen, saa den sætter Skorpe. OeconJourn.1757.60.    1.1) (jf. Ende-, Overskorpe samt I. Rind, II. Ring) om fast lag om forsk. levnedsmidler; især om den ved bagning frembragte haarde og sprøde overflade paa et brød (og den tilsvarende haarde rand om en brødskive); brødskorpe (mods. I. Krumme 2). Wadsk.74. Skære Skorpen af Brødet. vAph.(1764). Ved Bagningen . . omdannes navnlig Stivelsen til mere velsmagende og lettere fordøjelige Stoffer, særlig i Skorpen. Hage.⁵904.   (sml. sv. skorpa, tvebak; jf. ogs. bet. 3; især jarg., spøg.) navnlig i flt., i videre anv.; dels (jf. Skofte 1) om haardt, tørt, gammelt brød, dels om (tarveligt) smørrebrød i al alm. *en Betler, | Som man kan kaste muldne Skorper til. Ing. M.181. fremmed Mad smager altid bedre end ens egne medbragte Skorper. AndNx.DM. II.109. DSt.1918.59. spec. i udtr. for at komme i fængsel (paa vand og brød), som: komme ud at spise Skorper. Dania.III.55.   om osteskorpe. VSO. Bl&T.    1.2) (især landbr., gart.) haard (og sprukken) jordoverflade (fremkaldt af stærk tørke, af frost ell. voldsom regn olgn.); ogs. (jf. Moseskorpe) om et tyndt, nogenlunde fast jordlag over mosejord. at harve Skorpe op, som kan være falden paa sædelagt leeragtig Jord, efter en Plads-Regn. JPPrahl.AC.20. ved Bredden var (søen) besat med Siv og Moserør, som voxede paa et upaalideligt Grundlag. En letfodet Karl kunde til Nød løbe hen over den tynde Skorpe. PMøll.ES.III.89. Det dugger meget om Nætterne – ellers blev Jorden vel snart til Skorpe. JVJens.HF.56. det var Vintervejr med haardfrossen Vejskorpe. Aase Hans.EK.132.   billedl. (jf. bet. 2): *Tro (at) det er Harven, som en Skorpe vender, | at Livsens Frø . . | kan bedre trives. Rich.I.180. LCNiels.SmS.68.    1.3) (jf. Jord-, Overskorpe; især geol.) jordklodens ydre, størknede skal; de øverste (af løse, til dels forvitrede stenarter bestaaende) jordlag; ogs. (jf. Hav-, Vandskorpe) om jordoverfladen i al alm. (især i best. f.). Holb.JH.I.6. den fortsatte Afkjøling (af jordkloden) virkede stærkere paa Skorpen end paa den indre flydende Masse. Ørst.III. 16. Paa den øverste Jordens Skaarpe er saadant (dvs.: opdagelse af nye lande) ikke at vente. Holb.Rpb.II.2. *det ædle Guld, | Jordens Skorpe dølger. Blich.(1920).V.73. Hrz. D.IV.207.    1.4) (jf. Brand-, Koppe-, Mælkeskorpe, Skorpefnat samt II. Roe, I. Skal 2.2) størknet masse af blod, materie (ell. andre udsondringer), der danner en kornet overflade paa huden; ogs. om forsk. arter af udslæt af lign. udseende samt om lag, kage af snavs olgn. Moth.S331. Skorpe af Fnat. vAph.(1764). Det hører ogsaa til et Barns Renselse, at man besørger den Skorpe paa Hovedet vel, som kaldes Arpen. JCLange. B.212. med Hænderne og Ansigtet bedækket med en grønagtig Skorpe, der temmelig bestemt antydede, at han af Profession var Kobbersmed. Goldschm.II.26. mine Lender ere fulde af Skorpe (1931: Brand; Chr. VI afvig.), og der er intet Sundt paa mit Kjød. Ps.38.8. Panum.326. det sidder i een skorpe ┆ skidtet sidder i skorper i hans ansigt ┆   spec. (vet.; nu ikke i fagl. spr.) om en sygdom hos heste: muk (I). FlensbA.⁶/₁₁1903.4. sp.6. UfF.(Fyn). jf.: han behandlede den kendte Skorpesygdom hos Heste, der i daglig Tale kaldes “Muk”. Riget.¹⁷/₁₀1913.5. sp.2.    1.5) om lag paa vædske; fx. (jf. skorpefrosset, -is samt skorpet 2; nu især i ssgr. Is-, Sneskorpe (s. d.)) om tynd sprød isflage, overtræk af is, der danner sig over vand ell. sne. Haren (er mindre ængstelig) i blød Snee, end naar denne er overdraget med en Skorpe, som skrasler under Fødderne. Blich. (1920).XVII.35. Ved Kanten (af søen) hang kun nogle skøre, hvidlige Skorper Is. NJeppesen.GH.50.   (kog., især dial.) overtræk, hinde, “skind”, der danner sig paa kogt mælk, sovs olgn. OrdbS.(sjæll.) jf. Mælkeskorpe. D&H.II.246 (u. Skorpehud).    1.6) (jf. Skorpe-kork, -lav, -mos, -rust samt u. skorpeagtig; bot.) ujævn, sprukken overflade paa visse planter (navnlig: laver) ell. overtræk af mos, lav olgn. VSO. (u. Skorpeagtig). den tykke Skorpe af den almindelige Mos, hvormed næsten enhver Steen er overdragen. Molb.UV.337.    1.7) (jf. skorpe-agtig, -dyr samt kalkskorpet u. skorpet 3; zool., foræld.) om visse lavere dyrearters ydre beklædning; skal (I.1.3). Naar da den øverste Bark eller Skorpe af Musselen saaledes er giort, saa voxe efter Haanden . . fleere Skaller uden til derover. LTid.1743.799. de Orme, hvis noget bruskagtige Krop er bedækket med en Skorpe f. Ex. Søepindsvinene. Funke.(1801).I.511.    1.8) ⚔ om godset (jærnmassen), som i bomber, granater olgn. omgiver projektilets hulhed. MilTeknO. Sal.²X.31f.XIX. 590.    1.9) (især bjergv., mineral.) drypsten(sdannelse) olgn. Tage Skorpe af i Biergverker. vAph.(1764). I de store luftfyldte underjordiske Huler som f. Eks. de ved Opløsning dannede Huler i Kalksten . . afsætter det nedsivende Vand Skorper paa Væggene. Uss.AlmGeol.42.    1.10) (jf. Forvitrings-, Koral-, Nyreskorpe) i andre, mere tilfældige anv. naar Hæsset har synket, og faaet et Regn, saa groer derovenpaa en Skorpe, et Qvarteer tyk, som siden holder den sterkeste Regn ude. JPPrahl.AC.76. den naturlige Flintkjærnes ujævne og tykke Yderflade, Skorpen. SophMüll.VO.27. Tilstedeværelsen i Cylinderen af Fremspring eller Skorper o. l. fra Smøreolien. SkibsMask.190. 2) (jf. bet. 1.2 slutn. samt Isskorpe 2, I. Skal 1.4; især ) billedl. anv. af bet. 1; især i udtr. for, at en person har et koldt, haardt sind ell. væsen (eller at dette ved en given lejlighed mildnes, “tør op”). lykkes det mig ikke at bryde den unaturlige Skorpe, der ligger om hendes Væsen . . saa kan hun ikke blive i mit Huus. Hrz.XII.217. I disse eensomme Timer brast uden Tvivl den haarde Skorpe om hans Hjerte. FruHeib.HG.86. jf.: Der kommer en vis munter Feststemning over Folk ved (en auktion), de . . fyldes med Ideforbindelser . . og faar Skorper løst fra Sjælen. JVJens.HF. 66. 3) (egl. (nedsæt.) om person, der er henvist til at leve af tørt brød; se bet. 1.1, jf. Skofte 2; især skol.) som personbetegnelse; dels (jf. II. Skalk 1 slutn.): person, der er (ell. har været) elev paa det kgl. opfostringshus i Kbh. DSt.1922.64ff. B.T.²/₄1932.9.sp.4.   dels om discipel paa Herlufsholm skole. (Næstved-drengenes) smædenavn for herlovianerne er “Fedtlatriner”, “Fedterne”, “Fedtskorperne” eller “Skorperne”. ENeergård. Skolesproget påHerlufsholm.(1922).53.

Skorp, skorp-agtig, skorp-dyr, se I. Skorpe, skorpe-agtig, -dyr.

Skorpe-, i ssgr. († Skorp-, se skorpeagtig, -dyr). til I. Skorpe (1); foruden de ndf. paa alfabetisk plads behandlede kan nævnes Skorpe-dannelse, -dannende, -dannet, -formet (KoldRo.Sporepl.262), -fri (om blæk: JernbaneT.¹⁵/₁1934.12.sp.2), -lignende, -løs (VSO. D&H.).

II. skorpe, v. [ˈsgωr̥𝑏ə] -ede. (no. skorpe (sig), no. dial. skorpast; til I. Skorpe; jf. skorpne og skorpet) 1) (især fagl.) i pass. (Moth.S332. D&H.) ell. refl. ell. (nu især) intr.; navnlig til I. Skorpe 1.2 (og 1.10): blive dækket med skorpe(r); omdannes til skorpe(r). om Jorden skulde skorpes, løsner og lufter (man) den ved en let Harvning. Fleischer.AK.98. ude paa Landet . . skorper Muldet (af varme). Fleuron. IN.63.   i forb. m. adv. Lad aldrig Piben skorpe saa meget til, at der kun kan komme en Lillefinger i Hullet. BerlTid.⁹/₂ 1938.Aft.5.sp.2. jf.: den feedeste Jord bliver opskorped af Heede. LTid.1740.363.   til I. Skorpe 1.4, om dannelse af saarskorpe, udslæt olgn. Overlades Sygdommen (dvs.: lupus) til sig selv, saa skorper denne Vædske ved Luftens Indvirkning og bedækker Saarene med brunagtige, ofte gulgrønne, gjerne temmelig fasthængende Skorper. BiblLæg.XVII.40. Blodet . . havde kaget og skorpet sig sammen over Ansigtet og paa Klæderne. Rist.LM.9. billedl.: vore Venskaber rive sig fra os, og Skillesaaret skorpes og forhudes. Gjel.GL.122. 2) (sj.) m. obj.: dække med skorpe; til I. Skorpe 1.2: Tidsskr.f.HavebrugetsFremme. 1929.73. den første Nattefrost skorper Jorden. ErlKrist.NS.5.   til I. Skorpe 1.4; billedl.: *Glemsel kan ene skorpe dit skælvende Saar. INalbandiàn.Dønninger.(1919).57.