skæmte, v. [ˈsgæmdə] († skempte olgn. Holb.Pants.I.2. Slange.ChrIV.537). -ede. vbs. jf. Skæmt, Skæmten, Skæmteri. (glda. skiemte, skempte, skæm(p)te, oldn. skemta; afl. af et adj.: glda. skam, kort, æda. scam (DGL.I.58. jf. adv. komp. skiæmber. smst. V.52), oldn. skammr, oht. scam(m); grundbet.: forkorte (tiden) (sml. Kortvil, kortvillig, Tidkort); jf. Skemme, skæmme samt III. kort   uden for dial. (jf. Esp.293) især ) 1) optræde uden alvor, med det formaal at skaffe sig selv (og andre) morskab olgn. (jf.: Skemte . . Er at bruge lêg og lystighed, i ôrd og gerning. Moth.S274); især og nu kun (l. br. uden for forb. m. præp. med (se u. bet. 1.2), jf.: “begynder at tabe sig”. Levin.): tale, udtale sig (om nogen ell. noget), ofte: i en munter, lystig tone og med spøgefulde, vittige indfald, for at more sig selv ell. andre, for at drive løjer med ell. (nu sj.) satirisere, spotte over nogen ell. noget; spøge; undertiden nærmende sig bet.: ikke mene, hvad man siger; udtale sig paa skrømt (jf. VSO.). (om forholdet mellem skæmte og spøge se PEMüll.³83f.).    1.1) i al alm. Som en Gal, der udkaster Gnister, Pile og Død, saa er den Mand, der besviger sin Næste, og siger: skjemter jeg ikke (1931: Jeg spøger jo kun)? Ords.26.19. nej see eengang, Syster, hvor pyntet dend lille Taske seer ud (om Forladelse, at jeg Skiempter). Holb. Bars.II.8. KomGrønneg.II.168 (se grov sp. 126¹⁹). Jeg kan ikke rigtig blive klog paa Deres Mening – O De vil bare skjemte, det kan jeg nok mærke. Heib.Poet.VII.295. Siden skæmtedes og taltes der i hallen. AOlr. DH.I.180.   part. skæmtende anv. som adj. En skiemtende Tale. MO. skæmtende Viser i Folkevisestil. Grüner-Nielsen.(DSkæmtev.I. III). jf. skæmtens ord (u. Skæmten): mangen et skjæmtende Ord, mangen en munter Sang lød fra deres Læber. KlBerntsen.Æ.I. 89.    1.2) i særlige forb. m. præp.   skæmte med; ofte i forb. som han (det) er ikke (til) at skæmte med olgn., han (det) maa tages (behandles) alvorligt, er ikke at spøge med. 1. m. h. t. person; dels (sj.): (for morskabs skyld) veksle spøgefulde, skæmtende bemærkninger med nogen; spøge med (Høysg.S.103); dels: gøre til genstand for morskab, spøg, let spot olgn.; gøre (lidt) nar af; drive løjer med. Skjemt ikke med det (dvs.: dit barn), at du ikke skal have Smerte. Sir.30.10. I skal vide, at jeg icke er at skiemte med udi Penge Sager. Holb.Jep.III.1. Grundtv.SS.IV. 156. (hun) skæmtede med Mads og hans Strømper paa Hænderne. FrPoulsen.VN.28. ordspr.: skæmt med din ligemand olgn. Moth. S274. VSO. Mau.8949. 2. m. h. t. ting olgn.: drive løjer med. Udi samme Skue-Spil skiemtes med de fleste Philosophiske Secter, sær med deres Grimacer. Holb.Ep.V.20. Haane Eder? Det er ikke saa meget som faldet mig ind at haane Eder, men blot at skjemte med Eders Ord, hvilke jeg ikke tror. Goldschm. VII.219. BilleskovJ.H.I.28. penge er ikke at skæmte med, se Penge 3.   skæmte over, (nu l. br.) udtale sig lystigt, spøgefuldt olgn. ell. let satirisk om (noget). Sylla . . havde staaet og skjemtet over de Ulykkeliges Jammerskrig, han lod omkomme. Blich. II.567. ABaadsgaard. Poul Baggers Ungdom. (1911).26. 2) (efter oldn. skemta sér; sj.) refl.: fornøje, more sig. *han i Fiskeham | Sig skjæmted tit i disse Vande. Grundtv.PS.II.252.

skæmme, v. [ˈsgæmə] præt. -ede ell. (nu kun dial.) -te (Holb.HP.III.1. jf. Moth. S243. vAph.(1764). UnivBl.I.388); part. -et ell. (nu kun dial.) -t [sgæm'd] (UfF.(sdjy.). jf. Moth.S243. vAph.(1764). UnivBl.I.388). vbs. (nu næppe br.) -else (Moth.S244). (glda. skæmme(s) og skæme, oldn. skemma, jf. mnt. sik schemen, ty. sich schämen; afl. af Skam; jf. skamme   maaske (især i bet. 3) sammenfaldet med glda. skæmmæ, forkorte (Kalk.III.762), oldn. skemma, afl. af det u. skæmte anførte adj. skam) 1) (nu sj.) tilføje skam; bringe skam over; beskæmme (1); ogs. (m. overgang til bet. 3): omtale i nedsættende udtryk; smæde. Moth.S243. *Det er slet ingen Konst en ærlig Mand at skiemme, | At sige den og den er visselig Pedant. Anti-Spectator.43. *Naar ved saa nedrig Hielp (dvs.: ved at svige sit løfte) du Ven og Slægt | Og Stand og Fædreland vil skæmme. Tode.I.57. *Jeg kjæmpede . . modigt | Og skjæmmed ei min Slægt. Winth.HF.91. *den skal mærkes med Nidingsnavn, | som vover hans (dvs.: Frederik VIIs) Værk at skæmme! Lemb.DS.88. jf.: Han skæmmede dig med (dvs.: fortalte bagtalerisk, at du stod i forhold til) Dorthea. HuldaLütk.L.II.162. jf. u. bet. 4.1: *Langt fra vi skiæmmer ud vor Fædres gode Navn. JFriis.41.   (jf. bet. 3.3) m. tingssubj.: være en skam for; gøre skam. hun (er) af de Tanker, at hvad der skiemmer et Fruentimmer af en nedrig Stand, bliver hende en Ære. Spectator.259. *Jeg hedder Strange Nielsen, | Mig skjæmmer ei mit Navn. Winth.HF.120.   (jf. u. beskæmme 1) † m. h. t. kvinde: skænde. Moth.S243. 2) (vel egl. kun no.) i forb. skæmme (en) ud, skamme ud. da de svarede, at det var en ypperlig Tobak, skiemmede han dem ud, efterdi de vare med saadan Begierlighed hengivne til en Urt, som de ikke kunde skille fra Heste-Møg. Holb.Hh.I.419. 3) (i rigsspr. især ) gøre ringe(re) m. h. t. værdi (kvalitet, styrke olgn.); forringe.    3.1) om person: (ved stadig brug, ublid medfart olgn.) behandle (noget) saaledes, at dets ydre lider skade, overlast, slides, delvis ødelægges olgn.; skamfere; vansire; skamskænde. Moth.S243. (jeg kan ikke) nænne at skjæmme (øreringenes) smukke Glands, ved at gaae bestandig med dem. Gylb.(Heib.Ungd.171). *hun ikke sin deilige Hud skal skjæmme ved Taarer. PMøll.ES.I.257. Han har reent skæmmet Træerne, ved at hugge for meget af dem. MO. Gravl.DD.12.    3.2) om ting ell. forhold olgn.: virke forringende, skadende, delvis ødelæggende paa (udseendet); spec. om hvad der (i udseende) ikke passer til noget andet (smukkere), hvormed det hører sammen: (ved sin nærhed, tilstedeværelse) virke forringende paa dettes udseende; klæde (dette) daarligt, ufordelagtigt; skamskænde (3). den ene farve skemmer den anden. Moth.S243. *Besee dog dine skidne Beene, | Som skæmme dig (dvs.: paafuglen). Clitau. PT.17. *Tæt Øienbrynets stolte Bue | Er sammenvoxet under Panden. | Det vilde skæmme hver en Anden, | Men Sif det gier en Ynde mere. Oehl.XXIX.125. Den slette Belysning skæmmer Maleriet. VSO. *Det (dvs.: et ar) skæmmer ham ei meer . . | End et Smilehul skæmmer en rosenrød Kind. Holst. D.I.174. Hun kunde vel være 10–11 Aar og var lille af Vækst . . det lille Legeme (var) allerede groft og skæmmet af Slid. AndNx. PE.II.114. den lige opførte Benzintank . . skæmmer Havnen. Pol.⁸/₉1938.3.sp.2. †  skæmme paa, volde skade paa. Buchw.JS. (1725).37.    3.3) uegl. (ell. overf.) anv. af bet. 3.2: virke forringende paa den indre værdi af noget; nedsætte i (indre) værd(i); være en mangel, en uheldig egenskab ved. en Partiegiængerkrig, som . . skadede, og skiemmede den gode Sag, vi streed for. Rahb.E.IV.431. des mere skæmmedes hans færd af yppighed og vellævned. OAHovgård.Overs.afTacitus.III. (1889).154.   m. h. t. skrift (skriftligt arbejde), tale olgn. (digtene) skjæmmes . . af urigtige Læsemaader. Skoleprogr.Ribe.1854.5. Fraser skæmmer en Tale. D&H. hans skriftlige opgaver skæmmes af grove stavefejl ┆    (jf. bet. 1, især sp. 1414¹³) m. h. t. person: forringe ens anseelse, menneskeværd olgn. *det er . . Galskab, | Som skæmmer en fornuftig Mand at troe. Oehl.VII.289. Nyerup . . skjæmmes av en vis aversjon mod det tyske. SvClaus.NM.15. 4) refl. skæmme sig ell. (i bet. 4.2 ogs.) i pass. skæmmes som dep. (Holb.GW.I.1. vAph.(1759). Suhm.II.133. Winth.V.42. se ogs. ndf.)    4.1) (sj.) tilføje sig selv skam. ordspr.: Løgn skæmmer sig selv i Enden. Mau.6137.   (jf. u. bet. 1) i forb. m. ud. han havde Penge og en Kone, som kunde været kiøn, hvis hun ikke havde skiæmmet sig ud ved sine overdrevne Prætensioner paa at være deilig. Rahb.Fort.I.127.    4.2) (næsten kun hos Holb.) skamme (3) sig. Mig gav hand et Hunde-Navn kaldende mig Garsong, og andet, som jeg skiemmes at tale om. Holb.Jean.I.2. Paafuglen, naar den seer paa sine Fiedre, skiemmer den sig. sa.Stu.II.2.   (fy) skæm dig, (fy) skam dig (se u. skamme 3.1). *Paars ham tiltalede: Fye, skiem dig tusindfold. Holb.Paars.218. (fy) skæm dig for en ulykke, se Ulykke.   (jf. skamme 3.2) m. nærmere bestemmelse ved præp.-led; dels i forb. m. for: De skiemmes ei for . . at kiøre sammen i een Vogn. Suhm. II.133. dels i forb. m. over: *et ædelt Sind derover sig bør skiemme. Holb.Mel.II.2. dels i forb. m. ved: *Jeg blues, skiemmes ved, om saadant her at tale. Holb.Skiemt.E3^r. den Fremgang mine Comoedier have haft . . foraarsager, at jeg ikke skiemmer mig ved saadant Arbeide. sa.MTkr.19.    4.3) (jf. bet. 3.1) om levende væsen (i rigsspr. navnlig person, jf. VSO.): (lidt efter lidt) miste sit raske, sunde udseende, komme til at se daarlig, sløj ud, især: p. gr. af bekymringer, sorger, anstrengelser ell. sygdom; spec: blive magrere (end før); afmagres; tabe sig. Herre Gud! hvor har han skiemmet sig. Luxd.FS.67. jeg skjæmmede mig saadan i mit Udseende paa et eneste Aar, at jeg ikke kunde kjende mig selv. Gylb.EA.124. uagtet (hestene) naturligviis fik Foder i Overflod, skæmmede de sig Dag for Dag. Kierk.XII. 368. hun følte sig syg . . hun skæmmede sig Dag for Dag. SvGrundtv.FÆ.I.68. Halleby. 227. KulsvierB.21. Feilb.    4.4) (jf. bet. 4.3; jarg. (l. br.) ell. dial.) om ting: forringes (i udseendet olgn.). Naar N. N. bred og fyldig sad for Bordenden og Medlemmerne grupperede sig langs Bordet, saa skæmmede Fadene sig slemt. Propforeningen“P”.(1919). 16. Vor Avl slog fejl, og Husene skæmmede sig. Elkjær.HF.61.

Skæmte-, i ssgr. [ˈsgæmdə-] (ogs. Skæmt-. se u. skæmte-fuld, -ord, -rig, -sprog; jf. skæmtsom, skæmtvis. – † Skæmts-. se u. Skæmteord; jf. skæmtsvis u. skæmtvis). af Skæmt ell. skæmte 1; fx. (foruden de ndf. anførte) Skæmte-lune, -lysten, -maade, -syg, -tale, -tone.