Shaman, en. (ogs. skrevet Schaman. ConvLex.XIV.(1821).160. Sjaman. se ndf.). flt. -er. (fra tungusisk shaman, af sanskr. sramana, munk, asket; jf. Shamanisme S; etnogr.)
person der står i forbindelse med de dødes ånder; åndemaner; spåmand; helbreder. Shamanerne paastaa, at Menneskekød er dem en Nødvendighed for at bevare deres overnaturlige Kraft. Bahnson.Etnogr.I.15. (han) havde Ordet i sin Magt. Shamanens overnaturlige Evner var ikke andet. Men det er ogsaa en guddommelig Gave. JVJens.A.I.212. en kvindelig samojedisk Sjaman. NationalmusA.1933.28.