Ryg-marv, en. flt. (l. br.) -e (Sal.²XX. 639). (ænyd. rygmarg; jf. Radmarv; anat.) en i hvirvelsøjlen indesluttet streng (Medulla spinalis), der bestaar af nervebaner og nervecentrer, er forbunden med hjernen (ved den forlængede (ryg)marv, se forlænge 1) og dels leder føleindtryk til og bevægelsesimpulser fra hjernen, dels har en mere selvstændig virksomhed ved at fremkalde refleksbevægelser og bringe det sympatiske nervesystem i funktion. Moth. R150. Argus.1771.Nr.35.4. Anat.(1840).II. 70. *paa Rygmarvens hvidgraa Stængel skælver | min Hjærteblomsts tankefostrende Blade. Jørg.Vers.(1887).57. AKrogh.Fysiol. 81. Det er ikke mens (dvs.: tanken) der er virksom her, det er Rygmarven, Reflekser. JV Jens.RF.117.    (jf. -rad 1) overf., om hvad der er centrum, udgangspunkt, forudsætning for en vis (organiseret) virksomhed. det Sammenspil mellem Kræfterne, som altid har dannet Rygmarven i den danske Arbejderbevægelse. JernbaneT.¹/₁1936.2.sp.2. 37,37 Hjærteblomsts, læs: Hjærneblomsts. per rygmarv, på rygmarven olgn. , med særlig tanke på rygmarvens refleksfremkaldende funktion: automatisk. uvilkårlig – automatisk, pr. instinkt .. pr. rygmarv. SynonymO.299.   

Rygmarvs-, i ssgr. (nu næppe br. Rygmarv-, se u. Rygmarvs-gren, -hul, -nerve, -tæring). i (anat., med.) ssgr. som Rygmarvs-bedøvelse, -betændelse, -blødning, -brok, -celle, -hinde, -lamhed, -lammelse, -lidelse, -nervesystem, -pulsaare, -skade, -substans, -svulst, -syfilis, -sygdom, -vædske ofl.