Rende-bane, en. (ænyd. d. s.; fra mnt. rennebane, ty. rennbahn) 1) (jf. -plads; især foræld.) løbebane (1), især m. h. t. græske ell. romerske forhold; ogs. (jf. IV. rende 1) om turneringsplads. Holb.Herod.169. *paa Hyppodromon . . | Hvor snelt om Rendebanen | De lette Vogne gaae. Oehl.Øen.(1824).IV.341. Ing. KE.II.25. Drachm.KK.41. 1 Cor.9.24 (Skat Rørd.; 1819: Banen). jf.: *Med Vinden de (dvs.: et cyklende par) en Rendebane følger | og gaar med Landet op og ned i Bølger.JVJens.(Pol.²⁷/₃1932.8). jf. bet. 3: *Kald dette Jordliv for en Rendebane, | Hvor Alle til et Kampløb bydes ind.PalM. TreD.46. 2) [IV.8.1] (nu sj.) d. s. s. Løbebane 2. *du (ser) Solens Kane . . | I sin nye Rende-Bane. Clitau.PT.182. 3)  overf.: d. s. s. Løbebane 3. *Helved-Ravne rane | Hvad Gud i Hjerter saaer, | Hvor Ondskabs Rende-Bane | Som Alfarvei er haard! Grundtv.SS.I.313. især om embedsbane, karriere: jeg (blev opfordret) til at begive mig paa den almindelige store Rendebane, som fører til Æres-Titler alleene. Holb.Ep.II. 276. Det literære Liv er jo saaledes beskaffent, at af hundrede, der træder ind paa Rendebanen og begynder Løbet, kommer neppe to eller tre til Maalet. Brandes.VI. 322. MRubin.Er.60.