Rektangel, et, ogs. en. [ˈrɐ̤gdˌaɳ'(ə)l] († m. lat. form og bøjning: Rectangulum. Sylvius.Geom.21. Cramer.(1765).100. JBaden.FrO.). best. f. rektang(e)let; flt. rektangler. (ty. rektangel, fr. rectangle; af sen. lat. rectiangulum, egl. n. af rectiangulus, rektangulær, af rectus (se V. ret) og angulus (se II. Angel); især geom.; jf. rektangulær) 1) firkant, hvori alle vinklerne er rette (jf. I. Kvadrat 1, Parallelogram samt Retkant); især (mods. Kvadrat) om retvinklet firkant, hvor kun de modstaaende sider er lige store. VSO. de Rektangler af farvet Glas, der danned Ramme om Ruderne. JPJac.II.229. Geom.28. 2) † retvinklet trekant. Sylvius.Geom.21.