Regne-penge, en ell. (især) pl. (ænyd. regnepeng, -penning; jf. -skilling; nu l. br.) 1) om møntlignende metalstykker, af blik ell. messing, oftest med møntpræg ell. dekoration, der i ældre tid brugtes ved regning paa regnebord ell. -bræt (1) og senere som spillemærker, “guldere” (jf. II. Guld 2, Jeton 2). Nu maa jeg tælle Pengene efter . . det er lutter 8 ß. stycker . . hvad seer jeg! . . Det er jo Regnepenge og Halve-skillinger. Holb.Tyb.IV.9. De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem. Bang.Udv.156.   hertil (foræld.): Regnepenge-slager (Hallager.292). 2) billedl. ell. i sammenligninger, som betegnelse for, at noget er værdiløst, ubetydeligt. Anstændighed – en Regnepenge, som gaaer stærkt her i Verden i Mangel af Guldstykket, Dyd. Rahb.Fort.II.221. Det er ikke en Regnepenge værdt. VSO. GBang. S.40.   talem. (m. henblik paa regnepenges anbringelse paa forsk. linier paa regnebrættet; nu næppe br.): Hoffolk ere som Regnepenge; de gielde nu høit, nu lavt, som de blive satte. VSO. Mau.3807. jf. smst. 7639.7780f. (jf. Tællepenge 2 ).